Afstraffelsen. - En novelle af Finn Søeborg

Både min kone og jeg er modstandere af klø som opdragelsesmiddel. Vi foretrækker at betjæne os af sådanne midler som inddragelse af lommepenge, (navnlig når vi selv er på spanden) eller tvangsarbejde (når plænen trænger til at blive slået). Men forleden dag havde Jens været sådan at vi blev enige om at nu måtte jeg for en gangs skyld forsøge at give ham en gammeldags endefuld.
Jeg gik ind på mit værelse og kaldte drengen ind til mig. I en alvorlig og faderlig tone forklarede jeg ham, at min tålmodighed nu var bristet, og når han ikke ville høre, måtte han føle.
- Det morer mig absolut ikke at slå dig, sagde jeg, og jeg forsikrer dig, at det vil gøre mere ondt på mig end på dig.
- Så kan du bare lade være, sagde ham
- Nej, sagde jeg, du slipper ikke. Læg dig her over mit knæ.
- Nej, sagde han.
- Siger du nej?
- ja, sagde han.
Den mulighed havde jeg slet ikke tænkt over. Jeg overvejede et øjeblik og sagde så truende:
- Hvis du ikke øjeblikkelig lægger dig ned, så vanker der.
- Det gør der da snarere, hvis jeg lægger mig, sagde han med en vis logik
Jeg følte harmen stige op i mig. Her kommer jeg og vil give ungen en endefuld, og så vil han ikke være det mindste behjælpelig. Jeg skulle vise at jeg kunne magte sådan en hvalp. Jeg fór op fra min stol og greb ham hårdt i armen, men han vred og vendte sig og slap på en eller anden måde fri. Jeg forsøgte et nyt greb, men nu var det ham der fik fat i min arm, som han med et modbydeligt fejt greb låsede fast på ryggen af mig.
-Av skreg jeg, slip mig, det gør ondt.
- Det sagde du jo også at det skulle, sagde han.
Raseriet gav mig kræfter til at slippe løs fra hans greb. Jeg pustede et øjeblik og satte så et nyt angreb ind; med begge arme greb jeg om ham og trak ham hen mod mig. En kort, men heftig kamp fandt sted, så blev vores ben filtret ind i hinanden, og vi tumlede begge omkuld. Vi rullede lidt rundt på gulvet, så fik jeg overtaget, og det lykkedes mig at presse hans skuldre fast mod gulvet. Man skulle tro der var tale om en brydekamp.
-Nå, kan du så se at jeg er den stærkeste, sagde jeg triumferende.
- Ja, indrømmede han, men hvordan vil du bære dig an med at give mig en endefuld når jeg ligger på enden?
Jeg overvejede dybt og længe, så slap jeg mit greb i ham.
- Nu skal du slippe denne gang, sagde jeg. Men næste gang, føjede jeg truende til i håb om at rede en stump af min prestige.
Vi rejste os fra gulvet og hjalp høfligt hinanden med at få vores tøj børstet rent.
- Øh, sagde jeg, jeg synes, vi skal lade det her blive mellem os to. Jeg mener der er jo ingen grund til, at mor...
- Må jeg få en is? Spurgte Jens.
Jeg ved godt at det dummeste man kan gøre, er at give efter for pengeafpressere, men jeg havde ikke styrke til at lade være, og lidt efter forsvandt Jens med to femogtyveører, mens jeg gik ud i køkkenet til min kone.
- Nå fik du så givet ham klø?
- Nej, sagde jeg, da det kom til stykket kunne jeg alligevel ikke få mig selv til at lægge hånd på en værgeløst barn.

Fra novellesamlingen "ALFRED og andre historier" udgivet i 1966 på Rasmus Navers forlag.