Min kone forstår mig ikke. - En novelle af Finn Søeborg

Der var ingen i baren bortset fra bartenderen der nikkede genkendende til ham.
- Nå er det Dem igen hr., sagde han, kommer de for at hente deres hat?
Min hat?
- Ja, De glemte Deres hat i går, men det har de måske ikke opdaget?
- næ, ærlig talt, jeg har overhovedet ikke savnet den. Men jeg var nu heller ikke mig selv i går.
- Når de selv siger det hr. så virkede de lidt ude af flippen.
- Det var jeg bestemt også. Jeg skal sige dem jeg havde truffet en meget alvorlig afgørelse. Jeg havde besluttet mig til at slå en kvinde ihjel.
- Men dog, bartenderen så på ham, det var en kedelig beslutning.. Sådan noget kan jeg slet ikke forestille mig om Dem hr.
- Jamen jeg slog hende heller ikke ihjel alligevel.
- Det glæder mig at høre hr. det glæder mig oprigtigt. Hvorfor ville de slå denne kvinde ihjel?
- Det er en lang historie, og indviklet. Giv mig en whisky.
- En dobbelt?
- Ja lade den endelig være dobbelt, jeg kan næsten ikke få den dobbelt nok.
- Jeg håber da ikke der er noget alvorligt i vejen. Bartenderen skænkede whisky op.
- Tag Dem selv en med bartender.
- Jeg siger tak hr., men jeg nøjes med standardstørrelsen. Aftenen er jo ung endnu. Gæsten hældte sodavand i sin whisky. Han ventede til bruset havde lagt sig lidt, så tog han en slurk.
- Er De gift bartender? Spurgte han.
- Det er jeg hr. og lykkeligt, hvis jeg må have lov at sige det.
- Det samme her, eller rettere sagt, - ja jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare det.
- Deres kone forstår dem måske ikke?
- De er inde på noget af de rigtige, hvor vidste de for resten det fra?
- åh, man lære jo et og andet mellem år og dag.
- De har i hvert fald ret, min kone forstår mig ikke, eller måske er det mig der ikke forstår hende.
- Det lyder indviklet.
- Det er indviklet, det har jo også sagt. Jeg kunne godt have lyst til at fortælle dem om det, men det kan vel næppe interessere dem.
- Jeg lytter gerne hr. det hører jo med til bestillingen.
- Jeg har vist aldrig fortalt dem hvad jeg hed, og det kan også være lige meget. Jeg ved heller ikke om de er klar over hvad jeg foretager mig, men jeg er altså bogholder.
- Jamen det er da en udmærket bestilling.
- Det er det såmænd, men når jeg siger bogholder skal de ikke forestille dem noget med alpaca-jakke og blæk på fingrene og den slags, for sådan er det slet ikke i dag. I dag er det maskiner alt sammen, og det kræver en hel del fagkundskaber at kunne bestride sådan et bogholderi. Det er altså en betroet stilling jeg har, selvom det naturligvis ikke kan være lige morsomt hver dag, så er det heller ikke kedeligere end at det er til at holde ud, Jeg er faktisk glad for min stilling. Lønnen kan jeg heller ikke klage på. Ikke sådan at jeg ligefrem er velhavende, men vi mangler da heller ikke noget. Vi har et rækkehus i Glostrup, og jeg har bil. Ikke nogen luksusvogn naturligvis, men en fornuftig brugsvogn i mellemklassen. Vi har naturligvis både køleskab og vaskemaskine og oliefyr og fjernsyn, og så har vi en grund oppe i Nordsjælland hvor vi håber at kunne bygge et sommerhus om nogle år. Jeg har altså ikke noget at veklage mig over vel?
- Det lyder ikke sådan hr.
- Jeg kan godt lide min kone. Jeg vil ikke bruge udtrykket at jeg elsker hende, for det synes jeg ikke man kan sige når man har været gift en del år. Men jeg kan faktisk godt lide hende, og vi har det godt sammen, eller havde, skulle jeg måske hellere sige. Og så er der børnene, vi har to, en dreng og en pige, og dem tror jeg nok jeg tør sige jeg elsker over alt på jorden. Jeg har for resten et billede af dem her.
- Ja det er da et par søde børn.
- Ja, ikke, og selv om sådan nogle størrelser nu nok kan være besværlige en gang imellem ville jeg jo ikke undvære den for alt i verden. De børn betyder alt for mig, og jeg bilder mig ind at jeg også betyder en del for dem. Jeg har spekuleret meget over det. Men jeg kan ikke komme til andet resultat end at jeg i det store hele har været en god far.
- Det tvivler jeg ikke om hr.
- Nu tror De sikkert at jeg trods alt det jeg har fortalt Dem ikke var rigtig lykkelig, men det er forkert. Jeg var lykkelig, eller tilfreds i hvert fald, indtil den dag hvor jeg pludselig fik det her underlige indfald. Hør, jeg keder dem vel ikke med min snak?
- Ikke spor hr., det hører jo med til jobbet at lytte til den slags.
- Det er pænt af Dem at tage det på den måde.

Jo, ser De, en dag da jeg var på vej hjem fra kontoret skete der noget mærkeligt. Da jeg kom forbi en lille restaurant fangedes mit blik af et skilt hvor der stod at de havde gule ærter den dag, og så fik jeg pludselig sådan en lyst til gule ærter. Nu må de ikke tro at vi aldrig får gule ærter derhjemme, for det gør vi såmænd jævnligt. Og hvis der er gået for lang tid behøver jeg bare at sige til min kone at nu kan jeg godt tænke mig snart at få gule ærter, og så laver hun gule ærter. Men for det første var det jo temmelig usandsynligt at vi skulle have gule ærter lige netop den dag, og for det andet følte jeg pludselig en helt uforklarlig trang til at spise gule ærter helt alene. Som jeg sagde før holder jeg meget både af min kone og mine børn men det er sådan at når vi har sat os ved bordet og er begyndt at spise, så plejer min kone at spørge hvordan det er gået på kontoret den dag. Det er der jo ikke noget ondt i, og hun gør det sikkert mest for at få en samtale i gang. Nu sker der jo sjældent noget særligt på kontoret, så jeg plejer at svare at det er gået udmærket, og så taler vi ikke mere om det.
Men når men nu har fået det samme spørgsmål og givet det samme svar i femten år, så er det at man en gang imellem kunne gribe sig selv i at ønske at hun for en gangs skyld ville finde på noget andet at spørge om.

Og så er der børnene. Lige meget hvor søde de er, så er de jo nogle urolige nogen. De sider og vipper på stolen, og spilder på dugen, og snakker i munden på hinanden og sådan, som børn nu engang gør. Jeg skal absolut ikke bebrejde dem noget, men... Ja, det lange og det korte er altså at jeg gik ind i en telefonboks og ringede til min kone og sagde at jeg var nødt til at arbejde over på kontoret og først kom senere hjem.
Min kone blev ikke krænket eller ked af det, hun syntes nærmest det var synd for mig. Hun spurgte om hun skulle vente med maden, men jeg sagde at jeg spiste på firmaets regning, og at jeg i øvrigt ikke regnede med at det blev sent. Og så gik jeg altså ind og spiste gule ærter. De var ikke bedre end de ærter min kone laver, de var ikke engang helt så gode, for min kone plejer at komme timian i, hvad jeg sætter stor pris på, og det brugte de ikke her. Men jeg spiste dem uden at der var noget der rokkede på stolen eller spildte på dugen, eller spurgte mig hvordan det var gået på kontoret. Jeg havde sat mig ved et lille bord hvor der ikke var plads til andre, for jeg havde ikke lyst til at snakke med nogen, jeg ønskede bare at spise mine gule ærter i fred og ro, og passe mig selv.

Da jeg havde spist gik jeg i biografen og så en kriminalfilm. Det havde jeg sådan set ikke behøvet at snige mig til at gøre, for der er aldrig nogen der har forhindret mig i at gå i biografen. Min kone og jeg går jævnligt i biografen sammen, børnene er jo store nok til at være alene hjemme et par timer nu. Min kone bryder sig ganske vist ikke om kriminalfilm, men hun har ikke spor imod at jeg går ind og ser en film alene, hvis det er en hun ikke har lyst til at se. Men så skal jeg naturligvis først til at sige til hende at jeg har tænkt mig at gå i biografen, og selvom hun altså ikke har noget i mod det, sidder jeg alligevel af en eller anden grund med en dårlig samvittighed, og synes at jeg burde være blevet hjemme. Denne gang vidste hun ikke at jeg var i biografen, og jeg ved ikke hvorfor, men selvom filmen ikke var særlig fremragende, så nød jeg det mere end jeg plejer at gøre, og sad og nød det et par timer og fordøjede de gule ærter.

Efter filmen tog jeg hjem. Min kone spurgte om jeg var træt, og jeg sagde ja lidt. Så spurgte hun hvad jeg havde fået at spise, og jeg sagde gule ærter, og så sagde hun at dér var jeg da heldig. Så lavede hun en kop kaffe til os, og så sad vi lidt og småsludrede, og så gik vi i seng. Bortset fra at jeg havde været ude på egen boldgade, havde det egentlig været en meget normal aften. Min lille eskapade havde givet blod på tanden, og jeg gentog spøgen et par gange i den kommende tid uden at min kone fattede nogen som helst mistanke. Men mere vil have mere, som man siger, og en dag fandt jeg på noget helt nyt. Jeg fortalte min kone at jeg den næste dag blev nødt til at køre til provinsen for at foretage nogle undersøgelser vedrørende bogholderiet i vores derværende filial, og at det sikkert ville tage hele dagen og muligvis aftenen med så blev jeg nødt til at overnatte på hotel.
Min kone fandt ikke noget mærkeligt i det, hun var vist nærmest stolt over at jeg var blevet betroet den slags opgaver. Da jeg tog af sted næste morgen ønskede hun mig god tur og bad mig om at køre forsigtigt., og det lovede jeg hende. I første omgang kørte jeg nu bare hen til den nærmeste telefonboks, hvor jeg ringede til firmaet og sagde at jeg var forkølet og ikke kom i dag, og så satte jeg kursen ud af landevejen. . Jeg kørte nu ikke til den provinsby hvor vi har en filial, men til en helt anden by; det kan være lige meget hvilken by, det var i virkeligheden et tilfælde at det lige netop blev den. Det var såmænd ikke fordi der var noget særligt ved den,. Jeg indlogerede mig på byens førende hotel, og så tilbragte jeg i øvrigt resten af dagen på at drysse rundt og kigge på byen.

Det var såmænd ikke fordi der var noget særligt ved den, De ved hvordan provinsbyer er, men alligevel nød jeg at drysse rundt helt alene på må og få. Senere spiste jeg en udmærket middag på hotellet, og så gik jeg op på mit værelse hvor jeg klædte mig af, fyldte badekaret med varmt vand, og anbragte mig der med en kriminalroman jeg havde købt til samme formål. De synes sikkert at det var en besynderlig fornøjelse, og det var det vel også ikke mindst i betragtning af at vi har både badekar og varmt og koldt vand derhjemme i rækkehuset. Men der er bare det at hvis jeg vil i bad derhjemme, så skal min kone altid først lige ud og tisse og så skal børnene også først på wc, eller vaske hænder eller børste tænder eller hvad de nu skal, og selv om der formentlig aldrig ville være nogen der sagde et ord, så er jeg alligevel vis på at de ville finde det underligt hvis jeg tog en kriminalroman med i bad og blev liggende der og flyde i flere timer. Her skulle jeg ikke stå nogen til regnskab, og jeg stod ikke op af badet før jeg var færdig med kriminalromanen, og så gik jeg i seng. Og vel og mærke alene, ikke noget med stuepigen eller den slags, jeg gik i seng og sov, og vågnede først langt ud på formiddagen den næste dag. Jeg pakkede mine ting sammen, spiste lidt frokost, og kørte så hjem hvor min kone modtog mig med stor gensynsglæde. Hun spurgte hvordan det var gået, og jeg sagde at det var gået udmærket. Men at det muligvis blev nødvendigt for mig at tage derhen igen om nogen tid.. Jeg havde jo fået smag for den slags små udflugter forstår De, og jeg ville gerne holde en bagdør åben for at få mulighed for at gentage det.

En måneds tid senere tog jeg igen til provinsen. Denne gang tog jeg til en anden by, ikke for afvekslingens skyld, men fordi jeg af en eller anden grund ikke brød mig om at komme på det samme hotel to gange. Af en eller anden grund var det lidt af en skuffelse denne gang, jeg kan ikke forklare hvorfor, men måske egner den slags sig ikke til gentagelse. I hvert fald, da jeg kørte hjem næste dag, besluttede jeg at det skulle være slut med mine små udflugter.

Det var lige bestemt en postgang for sent at jeg tog den beslutning for da jeg kom hjem kunne jeg se at der var noget galt. Min kone modtog mig ikke på samme måde som hun plejede og hun så ud som om hun havde grædt.
- Er der noget i vejen? Spurgte jeg, og min kone så bedrøvet på mig.
- Du ved udmærket godt hvad der er i vejen, sagde hun. Det vidste jeg i og for sig godt, men jeg var ikke klar over hvor meget min kone vidste, og navnlig begreb jeg ikke hvordan hun havde fundet ud af det. Det viste sig at en eller anden havde ringet fra kontoret for at spørge om noget, og så var jeg jo afsløret. Det var en pinlig situation, både overfor min kone og overforkontoret. Jeg måtte se at finde en eller anden nogenlunde sandsynlig forklaring, men så sagde min kone pludselig
- Elsker du hende? Jeg skulle lige til at spørge hvem, det var jeg elske dem da det gik op for mig hvad hun mente. Hun troede at jeg havde en elskerinde. Og så var det jeg gjorde noget dumt. Jeg benægtede ikke at jeg havde en elskerinde. Det forekom mig ligesom lettere at indrømme det, end at indrømme at jeg bare havde ligget i en badekar og læst kriminalromaner.
- Jeg ved det ikke, sagde jeg, jeg kan ikke blive klar over mig selv. Min kone så alvorligt på mig og rystede på hovedet.
- Det havde jeg ikke troet om dig, sagde hun. Hendes bemærkning sårede mig ikke så lidt. Hvorfor havde hun ikke troet det om mig. Var jeg måske ikke lige så meget mandfolk som alle andre? Troede hun ikke at en kvinde kunne falde for mig? Det var måske på tide det gik op for hende hvem det egentlig var hun var gift med. Vi fik ikke lejlighed til at drøfte problemet yderligere, for nu kom børnene. Men da vi om aftenen var kommet i seng og havde slukket lyste kunne jeg høre at min kone græd. Det kunne jeg ikke tage. Havde hun været rasende på mig havde det været noget andet, men at hun skulle ligge og græde over en elskerinde som ikke eksisterede det var for meningsløst. Jeg besluttede at fortælle hende sandheden, selv om jeg var bange for at hun skulle le af mig. Jeg tog hendes hånd, men inden jeg havde fundet ud af hvordan jeg skulle begynde, kom hun mig i forkøbet.
- Jeg ved godt hvad du vil sige, men det ønsker jeg slet ikke.
- Hvad ønsker du slet ikke? Spurgte jeg desorienteret.
- Du vil tilbyde at gøre det forbi, sagde hun, men det tilbud vil jeg ikke tage imod. Jeg har spekuleret meget over det, og jeg er kommet til det resultat at hvis du opgiver hende for min skyld vil vores ægteskab under alle omstændigheder være ødelagt - Du vil komme til at hade mig, fordi jeg tvang dig til det.. Du vil aldrig glemme hende, og du vil tro du er gået glip af noget, fordi du ikke fik hende, og hun vil hele tiden stå som en skygge mellem dig og mig. Psykologisk set var det sikkert yderst rigtigt det hun sagde, det var bare det at præmisserne ikke var helt i orden. Jeg forsøgte endnu en gang at forklare mig, men hun afbrød mig.
- jeg orker ikke at snakke mere om det i aften, sagde hun og jeg vil ikke have du træffer nogen afgørelser nu. Du skal have lov til at løbe linen ud til du finder dig selv, og i mellemtiden må vi prøve at leve som vi hele tiden har gjort. Børnene må om ingen omstændigheder mærke noget, og jeg skal nok sørge for at være tapper.
- Kan De ikke se det var en værre suppedas jeg var kommet ud i bartender, sagde han, giv mig for resten en dobbelt til.
- Jeg kan godt se at der var en lidt akavet situation, sagde bartenderen, hvordan klarede de den egentlig med kontoret.
- Med kontoret? Nå, der var ikke noget. De troede selvfølgelig også at jeg havde været ude på skæg, og så grinede de lidt af mig, folk har åbenbart sex på hjernen i dag, Det var meget værre med min kone, som nu gik rundt og var noget så tapper, Jeg siger ikke at hun ligefrem nød situationen men på den anden side var det som om det heller ikke var hende imod at spille rollen som den ædle hustru der lider under sin mands utroskab, og bærer sin byrde med et smil. Sådan følte jeg det i hvert fald, og det irriterede mig en hel del. Selv undgik jeg altid at bringe forholdet på bane, men min kone kunne ikke dy sig for at spørge mig ud.
- Hvad hedder hun? Spurgte hun en dag.
- Lilly, sagde jeg, det var et fjollet navn, personligt har jeg aldrig kunnet udstå navnet. Men det var altså det første der faldt mig ind.
- Hvor gammel er Lilly? Spurgte min kone en anden dag. Jeg sagde at hun var syvogtyve. Når man endelig skal have en elskerinde skal hun jo heller ikke være alt for gammel. Jeg kunne se at det skuffede min kone lidt. Hun havde sikkert håbet at hun ikke var alt for und, men inderst inde havde hun sikkert været klar over at når en mand faldt for en anden kvinde, så var det en der var væsentlig yngre end hans kone. En dag spurgte min kone mig hvordan Lilly så ud, og jeg sagde at hun var rødhåret. Jeg har aldrig været særlig god til at beskrive folk, med mindre de har en eller anden legemlig ejendommelighed. Men jeg havde altså ikke lyst til at udstyre Lilly med klumpfod eller hareskår, og s holdt jeg mig altså til hårdfarven. I øvrigt har jeg altid haft en svaghed for rødhårede kvinder. Efterhånden havde jeg ved min kones hjælp dannet mig et rigtig godt billede af Lilly, og jeg skal ikke nægte at hun virkede tiltrækkende på mig. Mine tanker beskæftigede sig en hel del med hende, og det kunne min kone ikke undgå at bemærke.
- Nu tænker du på Lilly, kunne hun pludselig sige, og jeg nikkede bekræftende. Jeg havde virkelig siddet og tænkt på Lilly, Men bortset fra Lilly, levede vi som vi hele tiden havde gjort. Det var ikke noget med at min kone rykkede ind på sofaen eller sendte mig derind. Vi sov sammen som vi hele tiden havde gjort, og også erotisk levede vi som før. Men en aften vi havde været sammen sagde min kone.
- Somme tider har jeg på fornemmelsen at når vi er sammen så er det i virkeligheden Lilly du er sammen med. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare, for i virkeligheden havde hun ret. Det var ikke min kone jeg var sammen med, men Lilly den rødhårede Lilly på syvogtyve år. Hun var alligevel kommet til at stå som en skygge mellem os. Jeg havde prøvet at kæmpe imod, men uden held. Lilly var efterhånden kommet til at betyde mere for mig end jeg brød mig om at indrømme.

Det mest ubehagelige ved situationen var at jeg for et syns skyld var nødt til at være sammen med Lilly nu og da. Helst en gang om ugen. Jeg kunne jo ikke tage til provinsen mere, nu hvor de havde afsløret mig på kontoret, men så genoptog jeg mine små friaftener som hele den ulyksalige historie var startet med. Jeg siger Dem, de aftner blev efterhånden noget af et mareridt for mig. Jeg var led og ked af at spise ude, og jeg havde mest lyst til at gå hjem så snart jeg var færdig. Men sådan kan man ikke behandle en elskerinde, jeg var nødt til at blive væk hele aftenen. Jeg gik i biografen, men det var nogle elendige film de spillede og til sidst kunne jeg ikke holde det ud mere. Så begyndte jeg at flakke rundt i gaderne, det lyder sikkert fjollet, men jeg gik virkelig og kiggede efter Lilly. Hun var efterhånden blevet en realitet for mig, og jeg var helt besat af tanken om at jeg en dag måtte rende ind i hende. Men selvfølgelig mødte jeg hende aldrig, og så var de jeg begyndte at komme herind.

- Ja, jeg husker godt da De begyndte at komme her hr. Jeg troede at de var en af de sædvanlige ægtemænd, der ikke kunne tage sig sammen til at gå hjem til konen.
- Tage mig sammen, der var ikke noget jeg hellere ville. Jeg kunne tværtimod ikke få lov at komme hjem for min kone. Hun forventede at jeg tilbragte eb rimelig tid hos min elskerinde. Det var en fuldstændig skør situation, og i går besluttede jeg mig for at set skulle være slut.
- Jeg kunne godt mærke at De virkede lidt oprevet.
- Oprevet, det havde jeg virkelig også grund til, Jeg havde nemlig besluttet at slå Lilly ihjel. Jeg kunne ikke holde det her dobbeltspil ud længere, og jeg måtte finde en udvej til at bringe det til ophør. Jeg kunne naturligvis sige til min kone at jeg havde gjort det forbi med Lilly, men jeg vidste det ville medføre en lang scene, hvor hun påstod at jeg bare havde gjort det for hendes skyld og så videre. Så kunne jeg naturligvis sige at det var Lilly der havde droppet mig, men dels kunne jeg ikke rigtig lide tanken om at Lilly uden videre havde kasseret mig, dels vidste jeg at det heller ikke var noget god løsning. Min kone ville bare sige at nu var hun altså god nok når Lilly ikke ville have mig mere. Og jeg ville få et frygteligt mas med at overbevise hende om at jeg i virkeligheden var lettet. Det var næsten lige meget hvad jeg gjorde så var det forkert, og derfor besluttede jeg mig for at slå Lilly ihjel.

- Det lyder helt uhyggeligt hr.
- Nåh, jeg havde nu ikke tænkt mig at myrde hende, jeg vaklede mellem at lade hende omkomme ved et ulykkestilfælde eller at begå selvmord, og jeg valgte det sidste. Lilli havde taget si selv af dage, fordi jeg havde ladet hende forstå at det måtte være forbi. Da jeg var kommet op på hendes værelse havde jeg fundet hende bevidstløs med et tomt glas piller ved siden af sengen og et brev på natbordet, hvor der stod at hun havde taget sin frygtelige beslutning fordi hun ikke kunne leve uden mig. Jeg havde naturligvis ringet efter ambulancen, men det havde været for sent. Da vi nåede hospitalet, var Lilly død. Det var et hårdt slag for mig på den måde, men måske havde det trods alt været det bedste, og nu havde min kone og jeg chancen for at begynde forfra. Lilly ville ikke længere være imellem os.

- Hvad sagde deres kone så til den historie?
- Jeg fik aldrig fortalt den. Da det kom til stykket var jeg bange for ikke at kunne gennemføre det. Min kone ville selvfølgelig forlange detaljer, hvad for et hospital var hun kørt til, havde der været politi, havde Lilly nogen pårørende, og var det blevet underrettet? Måske ville min kone have insisteret på at gå med til begravelsen, det ville blive noget frygteligt rod. Jeg fortalte min kone sandheden, hvordan det hele var begyndt med de gule ærter, mine små friaftner og mine ensomme udflugter.

- Det var sikkert også det klogeste.
- Det klogeste, nej det var det dummeste jeg nogensinde har gjort. Min kone brød fuldstændig sammen da jeg fortalte det. Her havde hun gået og slidt og slæbt for at holde vores hjem pænt og sørget for god mad til mig, og så foretrak jeg at spise på beværtninger og bo på hotelværelser. Det var den største hån jeg kunne vise hende. At jeg havde en elskerinde havde såret hende, men den slags havde hun hørt før, men at jeg foretrak mit eget selskab frem for hendes, det var noget der lå udenfor en hver norm, og det havde krænket hende så dybt at nu ville hun skilles.

- Det var dog en trist historie hr. Men troede ikke at det kan lykkes for den at få Deres kone til at forstå Dem?
- Jeg er bange for at det bliver svært, og det er måske også svært at forklare. Men forstår De, bartender, på den lille restaurant hvor jeg oprindeligt gik ind, stod der et klaver. Jeg går ud fra at der har været musik senere på aftenen. Ved et bord lige bag klaveret sad en mand. Med hovedet lænet op ad klaveret og kiggede bare frem for sig uden at se på noget bestemt. Jeg ved ikke hvordan jeg skal udtrykke det, men jeg synes det må være en menneskeret en gang imellem at få lov til at side med hovedet lænet mod et klaver. Ikke noget som helst andet, bare side med hovedet mod et klaver og være sig selv. Men det får jeg vel aldrig min kone til at forstå.

- Hvad har De egentlig tænkt Dem at gøre nu hr.?
- Jeg ved det ærlig talt ikke. Hvis min kone ikke kommer på bedre tanker, er jeg bange for at jeg har ødelagt mit liv. Jeg kan slet ikke tænke mig at leve uden hende og børnene. Hvis hun virkelig holder fast ved at ville skilles, så ved jeg virkelig ikke medmindre... Men det er vist for fjollet en tanke.
- Hvad tænkte De på?
- Nå det var bare, de skulle vel ikke tilfældigvis kende en pige på syvogtyve, der er rødhåret og hedder Lilly?
- Desværre hr., det tror jeg ikke jeg gør.
- Nej selvfølgelig ikke, det havde jeg heller ikke regnet med. Men giv mig i hvert fald en whisky til, dobbelt.

Fra novellesamlingen "Ventesal for ikke-rygere" udgivet i 1966 på Rasmus Navers forlag.