Dilemma
Jeg var til konference for 14 dage siden hvor jeg hørte et glimrende oplæg af Lisbeth Klastrup, om web 2.0. Hun interesserer sig blandt andet for blogs som kommunikationsmiljøer bestående af en interessant dobbelthed. Nemlig spændingsfeltet mellem det sociale og det egocentrerede.
På den ene side består bloggen som medie af et stærkt socialt element idet den er åben og til fri diskussion. Den udgør et forum hvor alle der tilfældigvis læser med kan bidrage til at styre diskussionerne med deres input. På den anden side er den diktatorisk styret fordi emnerne, der som udgangspunkt fungerer som oplæg for diskussioner, bestemmes af (den egocentrede) blogejer.
Efter at have kigget kommentarerne på min egen blog igennem synes jeg det er interessant at lægge mærke til hvor hurtigt diskussionen ændrer sig udfra de kommentarer der postes (og dermed hvor hurtigt man som egocentreret blogejer mister sine diktatorrettigheder).
Når ret skal være ret, så er jeg klart fan af den fri og sociale kommunikationsform frem for den diktatoriske del af foretagenet. Faktisk synes at det er dejligt at kommentatorene introducerer nye emner, og dermed skaber nye debatter. Og det bliver da først rigtig interessant når der i en kommentartråd er flere sideløbende diskussioner. Især synes jeg det er totalt hyggeligt når folk jeg kender fra forskellige steder går i dialog, mens jeg bare sidder på sidelinien og morer mig over deres input.
Jeg synes ydermere det er sjovt når diskussioner fra andre blogs, eller når drillerier, eller jokes fra andre medier (facebook, msn, chats og ”real life” oplevelser) er med til at præge / ændre diskussionerne. Faktisk er blogging lidt ligesom en fest. Man bevæger sig uformelt mellem en masse mennesker, introduceres for venners venner, falder i snak, og stifter undervejs nye bekendtskaber der sommetider udvikler sig til rigtige venskaber.
Og det er så her dilemmaet kommer ind i billedet: Hvis jeg, som blogejer, skulle bestemme, så ville jeg da helst foretrække en kakofoni af indlæg, diskuterede emner, interne drillerier og diskussioner. Desværre er det jo lige netop denne del man som diktatorisk egocentreret blogejer ikke kan bestemme over, i hvertfald hvis vi skal holde fast i Lisbeth Klastrups to inddelinger.
Så det store forkromede spørgsmål må være: (Hvordan) Kan man udnytte sine diktatorrettigheder til at få folk til at føle de har frie hænder?
Og ødelægger man det hele ved at blogge om det, så folk tror man prøver at få dem til noget som de derfor ikke vil gøre, selv om det egentlig var det de have lyst til?
Mon kommentartråden til dette indlæg vil udarte sig anderledes end de andre kommentartråde?
Mon folk tør skrive her?
(Tænk i øvrigt venligst ikke på isbjørne mens I kommenterer. Det er vigtigt at I på intet tidspunkt kommer til at tænke på isbjørne!)
Posted on November 23, 2008 at 12:55
Nej, det ved du også godt at man ikke må, det har Lisa P selv sagt!
Posted on November 23, 2008 at 13:56
Hmm, da jeg først fik mig tygget gennem indlægget, ville jeg – som altid – gerne kommentere på det.
Med hensyn til, hvordan man kommenterer, så er der jo også forskel på, hvordan indlægget lægger op til, eller ikke lægger op til diskussion.
I dette indlæg har du stillet nogle spørgsmål, og så er det på en måde mere forpligtende at skulle svare, end hvis du blot havde fortalt om et eller andet, som man fik lyst til selv at tale om.
Tjoh – du kan da være diktatorisk ved at moderere kommentarer; men det kan jo på ingen måde øge antallet, kun sænke det.
Det kan være ganske forvirrende, hvis indhold andre steder fra refereres uden links i kommentarene; det plejer jeg ikke at bruge; men jeg dyrker gerne at indlede en chat som en reaktion på folks stausmeddelelse.
Hvorfor måtte man ikke tænke på Nordisk Film?
Posted on November 24, 2008 at 09:34
Det lyder rigtigt med forpligtende indlæg.
Jeg har ikke tænkt over det før, men det at stille spørgsmål, er jo en diktatorblogejeres første forsøg på at styrer en diskussion.
Og hvis man i stedet er i stand til at fortælle om ting der lægger op til at folk selv kan komme med input, hvis de tilfældigvis har noget af sige, så har man vel brugt sig diktatorret til at skabe et socialt rum med udvidelsesmuligheder :-)
Mht. de der hvide dyr fra Nordisk film, så referere eksemplet til at hvis man får noget at vide, selv hvis man får at vide man ikke skal tænke på det, så figurere det stadig i ens hoved.
Hvis man får at vide at en diktatorisk blogejers mål er at få folk til ikke at føle sig underlagt diktatur så har man allerede gjort dem bevidste om noget der ændrer deres tankegang omkring frihed.
Det er faktisk ligesom når antropologer studerer mennesker og spørger dem hvorfor de gør som de gør. I det øjeblik spørgsmålet er stillet, er svaret også ændret som konsekvens af at folk reflekterer over hvorfor de bliver spurgt? Hvorfor det er relevant? Og hvorfor de egentlig gør noget på en bestemt måde som de måske tidligere gjorde ureflekteret?
Og nu skal jeg vist til at skrive lidt kortere kommenterer (og indlæg) snart ;-)
Posted on November 24, 2008 at 12:46
Der var engang en eskimo, hans navn man husker let.
(Læg mærke til at der ikke er nogen isbjørne, men eskimo har da en vis association).
Posted on November 24, 2008 at 13:03
Hr. Eskild Eski-Mortensen han kaldtes, ret og slet ;-)
Og det er snyd at nævne at der ingen beeeb er, når man, for at gøre opmærksom på det, bliver nødt til at sige beeeb
Posted on November 25, 2008 at 03:07
Jeg har lyst til at komme med en interessant kommentar her, men jeg er udtømt for humor efter at have forberedt mig på min undervisning til i morgen klokken tidligt. Klokken er to, øv!
Læg mærke til, hvordan min kommentar er en egoistisk lille diktatorproduceret guldklump af uendelig antivisdom. Som sædvanlig inkrementeres min word count, uden at jeg faktisk siger noget relevant til noget som helst :)
Det er i øvrigt for sent til, at jeg kan koncentrere mig om at fatte det med eskimoen. Hvis der bare havde været et eller andet med at manipulere bitmønstre, havde den måske gået.
Posted on November 25, 2008 at 20:21
Du kan gøre hvad du vil med dine diktator-rettigheder, men jeg tvivler på at du nogensinde ville få mig til at føle at jeg havde “frie hænder” på en blog. Ikke fordi jeg tror du ville forhindre mig i at skrive hvad jeg har lyst til, men fordi jeg i din blotte diktator-position vil føle min frihed begrænset.
Det kan godt være blogs er som en slags fest, men så er det vel en fødselsdagsfest, hvor bloggeren er det tydelige fødselsdagsbarn som er centrum for hele festen? Lige meget om folk begynder at interagere i kommentarer, eller drejer fokus til noget andet, så tager det vel alt sammen udgangspunkt i bloggeren og dennes indlæg, på en eller anden vis? Jeg kan jo ikke gå ind og lave et indlæg fordi der er noget jeg lige syntes er spændende, og netop her bliver bloggeren hovedpersonen. Så kan vi andre få lov at være bipersoner, og gennem links kan man bygge et net der gør at alle har mulighed for at være hovedpersoner, men det er stadig “på skift”.
Personligt har jeg nu også altid opfattet blogs som en slags “åben dagbog”, hvorfor jeg derfor syntes at det er at trænge ind på folks enemærker hvis ikke man respekterer stilen i deres blog.
Tænk om jeg var blevet hjemmeforhandler af hudpleje-produkter, og syntes det var okay at logge ind på din blog ti gange hver dag og reklamere for dem, ville du så ikke som blog-ejer reagere og syntes at jeg tog mig for mange friheder på din blog? (Jeg ville i hvert fald selv blive irriteret, men i henhold til min kommentar i stort og SMÅT er jeg måske bare enormt egocentrisk).
Er det egentlig bedre eller værre at manipulere eller at diktere folk til dem man vil have dem til?
(Ville klart skrive et blog-indlæg om det, hvis jeg var sådan en der bloggere rigtigt…)
Posted on November 25, 2008 at 23:20
@ Mikkel
Hvorfor kommer jeg altid til at grine højt når jeg læser dine kommentarer? (det var et kompliment, men lad nu være med at tage det som så, for så skal jeg vente en halv krig og 7 vintre før du igen vover dig til at skrive herinde ;-))
Jeg håber du fik overstået undervisningen og at din tilstand af mangel på humør i nat er blevt stabiliseret i mellemtiden.
eskimovisen? Kender du ikke eskimovisen?
Der var en gang en eskimo – hans navn man husker let:
Hr. Eskild Eski-Mortensen han kaldtes, ret og slet.
Og han var eskimotormand med langt og tjavset hår.
Han elskede en eskimø på 41 år.
Men frøken EskiMonika hun bo’de med sin mor
på klippen Eskimogelskær, hvorhen han ofte fór.
Så sank en eskimodvindsnat hans eskimotorbåd,
og Eskild Eski-Mortensen han drukned’ – og blev våd.
Men frøken EskiMonika, som just på bredden stod,
hun greb et eskimordredskab og segned’ i sit blod.
Oh, eskimånen lyste mat, da de i døden drev.
Fru eskimor besvimede – og eskimopsen pev.
Posted on November 26, 2008 at 13:49
@Mai: Det generer ikke mig specielt, at man traeder ind paa andres enemaerker. De har jo valgt at gaa online med det, de har valgt at lade en kommentere. Saa maa man skrive, hvad man vil af kommenterer, maaske lige bortset fra reklamer og den slags. Med andre ord er stilen paa en blog med kommentarer ogsaa, at folk kommenterer paa deres egen maade. I vaerste tilfaelde maa men censurere, hvis nogen ligefrem proever at genere en, men det er sjaeldent noedvendigt.
Hvis jeg har brug for den frihed at skrive hvad jeg vil uden at fornaerme nogen, saa kan jeg faktisk slet ikke goere det online overhovedet, hverken paa andres blog eller paa min egen og specielt ikke paa facebook :)
@Dina: Nej, det har jeg godt nok ikke hoert foer. Underligt.
Posted on November 26, 2008 at 15:40
Hvordan er det nu melodien er til den med eskimoen? Det er ikke menuetten til Elverhøj.
(forresten, kender andre en jeg “Sidder du der på Elverhøj, Agnete?”)
Posted on April 19, 2009 at 22:48
[...] Apropos tidligere diskussioner af kronologi i blogmediet har jeg lyst til at vende det hele lidt på hovedet [...]
Posted on November 23, 2008 at 10:36
Må man børste sit hår midt på dagen?