Så er det ikke, som ønsket, Lokalbanen Odder + Barnevogn,   men derimod Lokalbanen + Odderbarnevogn man får i sine søgninger!

Så ved i det! :-D

I dag havde jeg en lignende oplevelse selv.

Vi har håndværkere i huset, og ude på altanen stod en meget ung én af slagsen og arbejdede. Bag ham stod vores altanbarnevogn, og i den stod liften som jeg altså skulle bruge. Jeg åbnede døren og spurgte pænt om jeg måtte forstyrre og tage liften. Knejten så mildest taget forvirret ud. Jeg lagde mærke til at han havde brugt vognen som bord for sit værktøj, og jeg skyndte mig derfor at tilføje at det nu ikke gjorde noget, bare jeg lige måtte få liften. Derefter så han blot endnu mere forvirret ud, hvorefter kan kiggede ud over altankanten.

Og det var her det gik op for mig hvad der forvirrede den stakkels mand. Han var netop kommet op, og ind, på altanen … via en lift.

Men det er nu ikke det der er interessant, nej det interessante er at den har fået et navn. Den hedder Eric.

Og ud over at det kan tilskrives Monty Python så er deres sang “Eric the half-a-bee” nu altså også lige til at blive i godt humør af at lytte til…
Enjoy!

I dag er Bammer 31 år, og jeg vil lade det være op til min søn at afgøre, om Bammer stadig skriger om natten, eller om han er vokset fra den uvane.

Jeg besluttede at alle de steder hvor det tog længere tid at nå frem med bus end på cykel, ville jeg springe på jernhesten.

På den regning kan jeg bryste mig af at have slået bussen:

-fra Højbjerg til Skejby med to minutter (bemærk venligst der er tale om en opadgående rute via ringvejen).

-fra Højbjerg til Trøjborg med 4 minutter,

-fra Højbjerg til Aarhus midtby med 10 minutter

- og hele 20 minutter fra Højbjerg til vennerne i Hasle. Sidstnævnte skyldes dog primært dårlige busforbindelser, men jeg vil dog nævne at det også involverer en stejl tur op at Ringvejen.

Men i dag måtte jeg erkende at bussen vandt. Med 5 minutter! Det tog mig 38 minutter at nå op til Trøjborg. Jeg vil dog til mit forsvar sige at ikke kun Aarhus skaber udfordringer med sit bakkede landskab.

Lad os for nu lade fotografen være unavngiven, men lad os samtidig fastslå at en papegøje hvis ben er brækket kan koste dens ejere en regning på 1000 kr alene for fotografiet. Et fotografi som ydermere berettiger en dyrelæge til at kræve 1100 kroner oveni for gips i uendeligt små mængder, samt en plastik halskrave som forhindrer papegøjen i at pille gipsen af med næbet.

Til de interesserede kan jeg så tilføje at det tog den fotograferede papegøje mindre end en formiddag at tage sagen i eget næb og pille gipsen af, til trods for kraven.

Ganske interessant, dog mest på grund af den del af oplevelsen der lå udenfor det tiltænkte.

Mellem hver af de farvede glas skal der være en tætningsliste der holder naturligt lys ude, og opretholder en udsigt til Aarhus by alene igennem forskellige farver. Mange steder er denne liste røget af, hvilket resulterer i en 1 centimeter bred sprække mellem ruderne. Her kan beskueren få et ikke-farvet glimt af byen.

Går man gennem regnbuen oplever man alle dens farver én efter én. Problemet er bare at hjernen er lidt for snu.  Når man et stykke tid har nydt udsigten gennem et farvet glas, kompenserer den for det ved at modjustere, så det faktisk ser naturligt ud. Det gør at når man står og ser Aarhus gennem de knaldrøde ruder, oplever man det slet ikke så rødt som man havde forestillet sig, da man så glasset nedefra.

Det er derimod når man ser en sprække af det ikke-farvede lys, at overraskelsen kommer. Pludselig er der en reference til noget vi ved hvordan burde se ud, men som nu ser helt forkert ud. Efter få minutter ved de røde glas bliver verden set gennem sprækkerne nemlig helt grøn!  Pludselig går det op for hjernen at der er noget galt!  Man opdager at det røde lys har snydt en til at modkompenserer.

Jeg spurgte en guide som hurtigt forsikrede mig om at der var nye tætningslister på vej mellem vinduerne så man igen kunne få en uspoleret oplevelse.

Mit eneste råd til dig: Hvis du overvejer at opleve Your Rainbow Panorama så skynd dig derop inden de får tætnet hullerne.

Bogmærke

Det er knap så godt når bogmærket røber at pengene har ligget der i 6 år.

De skjulte optagelser viser med alt tydelighed, at danske forbrugere finder sig i meget – også for meget, fordi vi alt for ofte ikke kender vores egentlige rettigheder (»Snydt Igen« har premiere på DR1 d. 15. februar klokken 20.30).

Jeg har sat en kryds i kalenderen og ser med stor fornøjelse frem til programrækken.  Men jeg kan heller ikke lade være med at tænke over det paradoksale i at det er nødvendigt at snyde folk for en god sags tjeneste?

Visit Denmark fortalte en historie om en mor som ledte efter faderen til sit barn, som viste sig at være en falsk historie. Men historien og ikke mindst Danmark fik  omærksomhed fra 3,9 millioner mennesker jorden rundt takket være folks engagement, nysgerrighed og forargelse.

Visit Denmark blev stærkt kritiseret for at brande Danmark på en løgn men blev, præcist som »Snydt Igen«,  forsvaret med at være udført i en god sags tjeneste. Intentionen med Visit Denmarks historie var nemlig at skabe opmærksomhed omkring Danmark i udlandet og at fortælle at Danmark er et godt land hvor en der er plads til en moderne voksen kvinde der har taget sine egne valg i livet. En kvinde der stiller sig frem med værdighed og siger “jeg har ikke brug for nogens hjælp. jeg har brug for, om muligt, at komme i dialog med mit barns far”.  Og den intention blev indfriet til fulde ifølge Dorte Kiilerich (Deadline DR2 13. september 2009)

I samme udsendelse spørger Poul Madsen, journalist fra Ekstrabladet der selv hoppede på historien:  Hvorfor skabe en falsk historie når de findes derude i virkeligheden?

Hans kommentar er egentlig interessant i forhold til »Snydt Igen« . For hvorfor er det  at vi ikke kan nøjes med at program som Kontant der ser på rigtige mennesker der er blevet snydt?  Hvorfor skal vi snyde og udnytte uanende mennesker og siden hen fremstille dem på TV for, i den gode sags tjeneste, at informerer familien Danmark om deres rettigheder?  Kommer vi tættere på den autentiske virkelighed ved at konsturerer den?  Eller er reality TV bare modefænomenet der giver en hver problematik nyt liv for tiden?

Dette er fortællingen om den dag  jeg mistede min shaggy dog story mødom.

Jeg var på kursus. En lang dag var vel oversteåt. Vi havde nydt et lækkert måltid mad og et par gode glas vin. Stemningen var i top, humoren i bund og nok verdens bedste historiefortæller i fuld sving. Det var en historie om en mand med et stort orange hoved som fandt en magisk lampe i en mystisk kælder i et gammelt knirkende slot. Det var dennes beretning  om sine erindringer der blev fortalt til en bartender.

Det var et lejrskole-moment, som sad vi alle rundt om bålet. Alles øjne var rettet mod historiefortælleren som gav sig god tid til at tage sit publikum med på en længere rejse. Det var en fortæller der beskrev, i lange og malende beskrivelser, hvad vi alle allerede vidste: Vi vidste fra det øjeblik der blev sagt ”magisk lampe” at sådan én udløser tre ønsker. Vi vidste også, baseret på de forudgående festlige indslag rundt om bordet, at der var tale om en joke. Vi vidste også at en joke leverer noget nyt hen mod slutningen, en hidtil uset sammenhæng, en leg med ord eller tvetydigheder.  Måske en åbenlys løsning på et problem man fuldstændig overså mens man lyttede til historien.

Min kollegas historie var nået til lige omkring anden gnidning mod lampen da vores projektleder brød sammen af grin. Hun var det eneste!  Hun var flad af grin! At dømme ud fra fortællerens reaktion var det den rette reaktion.  Fortælleren gav sig tid til at nyde hendes morskab og ingen var i tvivl om at de delte noget vi andre endnu ikke var en del af.  Han fortsatte fortællingen. Projektlederen var nu knald rød i hovedet og som en direkte følge heraf var vi alle ved at sprænges af forventning.

Og så kom det. Endelig! Sidste gnidning på lampen blev beskrevet og punchlinen var klar til at blive serveret. Hvis ikke lige det var for fortælleren som havde ufattelig svært ved at få fremstammet den sidste sætning af historien for bare latterkramper. Da sætningen endelig kom, blev det klart at manden med lampen, inden han nåede at afslørede hvad det tredje ønske var, stoppede op, så tænksom ud og  betroede sig til bartenderen: ”Ja, det var nok liiige én gang hvor jeg ikke helt tænkte mig om…”

Der var en mærkelig afventende stilhed rundt om bordet.  Folk ventede stadig på det sjove, men fortælleren var færdig. Og færdig. Af grin! Den eneste som undervejs havde fanget hvad det handlede om var projektlederen.

Og pointen spørger du måske?  Jo pointen er at denne joke fra starten var så åbenlyst at hvis man havde genkendt genren ville man have set det hele ske inden historien var færdig. Man ville have vidst at joken sluttede med en mand der havde brugt sit sidste ønske forkert allerede fra starten, ud fra den aller første sætning: “En mand med et stort orange hoved fortalte om den gang han fandt en magisk lampe.”

Når jeg siger jeg mistede min mødom var det fordi det var første gang jeg opdagede at der fandtes den type fortællinger. Når man derimod er bekendt med dem, og har hørt måske 100 igennem tiden kan man genkende hintet. Man genkender genren og ved med det samme hvad det er for et type af historie man skal forvente.  Hvis man genkender genren kan man let regne ud at der var en grund til at vi skulle have at vide der var tale om en mand med orange hoved. Ellers ville det nok ikke have været med.  Ligesom når vi ser en Colombo film eller en anden krimi, og skurken i åbningsscenen taber en kuglepen. Så ved vi allerede at det er et hint til noget seeren skal bruge for at gætte mordgåden 40 minutter længere henne i fortællingen.

Pointen er at genkende en genre, eftersom det giver et hint til hvordan vi skal reagerer.

Vi kender det måske alligevel lidt fra dansk humor. Vi kender alle gåderne som i virkeligheden er ret platte. Vi har gåder hvorom man efterfølgende sidder, med mundvigende nedad, skuffet uden egentlig at have forventet andet og siger “åhhh var det bare det?”

Her er et eksempel:

Hvad er det, som er 15 cm lang, har vandtryk i den ene ende og et hoved i den
anden ende?

Den er glæde for nogle, og til bekymring for andre. Ind imellem har man den i
hånden.

Manden har den i bukserne, og det har kvinderne også en gang imellem.

Sætter man den ind, vokser den!!

SVAR: Det er en hundredkroneseddel.

Links: Hvis man er interesseret i at læse en analyse af Orange for a head – joken (på engelsk)  så kan man læse mere her. En anden klassikker er The aristocrats en joke som er blevet brugt af komikere som opvarmning inden de går på scenen. Joken i sig selv er ikke sjov, og  punchlinen er den samme hver gang. Den er ikke sjov, men det er heller ikke pointen.  Pointen er at den giver anledning til at fokuserer på fortællingen som det centrale.  Jo mere kød der er på fortællingen jo bedre er joken fortalt. Der er lavet en film om The Aristocrats som faktisk er ganske udemærket.