Onsdag blev mysteriet løst og bogstaverne fundet. Bag tyveriet stod selveste SONY, der mente at opmærksomheden omkring de manglende bogstaver kunne skabe yderligere opmærksomhed omkring deres nyeste spil Heavy Rain. …Og SONYs eneste kommentar: ”The theme ‘missing’ plays a crucial role in the game”!

Åhh ja, det minder mig om — Næste gang Sony sagsøger nogen for ulovlig download, vil man så kunne slippe for tiltale hvis musikken udgør en central del af ens musiksamling?

Jeg forsker i viral marketing hvilket er en reklamestrategi der går på at man får folk til at sprede reklamebudskaber til sine venner. Reklamer virker nemlig meget mere troværdige når de kommer fra nogen vi kender end hvis de kommer fra en anonym kilde eller fra et firma.

Men hvor går grænsen så mellem:

1) Programmerede virus (som fx Koopface)

2) Sociale virusser (som: Advar alle du kender imod at svare på en sms fra xxxxxxx. Det er lige sagt i P3 (send videre))

3) Viral marketing (Har du set det her?. Det er for sejt, gad vide om det er fake, spør lige om dine andre venner ved noget?)

For den almindelige facebookbruger der modtager den slags anmodninger ser de tre faktisk ens ud.

Det er en besked fra en ven om at du skal gøre noget (klikke på et link, eller sende en tekstbeded til dine venner) til trods for at:

1) Den første ofte ingen gang kommer fra vennerne selv om det ser sådan ud

2) Den anden er en upersonlig kædebrevsbesked som gud ved hvem egentlig skrev oprindeligt

3) Den sidste en snedig måde hvorigennem folkene bag Guitar Hero spreder nyheden om spillet på.

Efter et par dage med en historisk rejse gennem harddiskens samling af digitaliserede minder, er jeg nu ved at have afgrænset mig til de aller vigtigste billeder: 1553 billeder i alt. Herunder ture til Trondhjem, Chicago, New York, Amsterdam, Rotterdam, Utrecht, Helsinki, Cannes, London, Malmø, Washington DC og Berlin.

Derudover kan medregnes 2 udenlandsflytninger, en hel del besøg fra Danmark, et par årsdage, alskens fester og udflugter, to specialeafleveringer, to stks specialeforsvar inklusiv receptioner samt et phdforsvar (og heldigvis 1 ½ år til det næste!)

1553 afdigitaliserede minder. -Så meget for fremtidsinvesteringen i storindkøb af fotoalbum…

HSTR 1999

Og så lige et billede fra HSTR (Hemlig Skovtur Til Rønne) 1999. HSTR er en årligt tilbagevendende begivenhed, for medlemmer og hængere på TÅGEKAMMERET. På billedet er, udover undertegnede, to rigtig gode venner, dog ca. 11 år yngre end de ser ud i dag.

Jeg må nu indrømme, at efter denne uventede afsløring virkede måltidet en kende mærkeligt. Det sjove er, at det egentlig ikke burde være mærkeligt: Ingen ingredienser var tilført måltidet som ikke allerede var en del af det, bortset fra mængden af luft.

➣Hvis fløden ikke have været pisket, havde den ikke været anderledes end det fløde der i forvejen var i omeletten,
➣Hvis fløden derimod havde været pisket et par minutter mere, ville den ikke have adskilt sig fra det smør der var på brødet.

Ergo, mængden af luft ødelagde omeletten.

Min mand bemærkede, efter en rejse til Korea, at den eneste enhed som ikke ændrer sig faktisk er tidsinddelingen; et døgn er delt op i 24 timer, hver time er 60 minutter, hvert minut 60 sekunder osv, uanset hvor i verden man rejser hen.

Det ironiske er så at netop denne enhedsangivelse, som virker til at være den eneste alle kan blive enige om, stammer fra Babylonien hvorfra også historien og Babylonstårnet kommer:

Historien er at mennesket ønskede at overgå gud. Derfor gik en forenet menneskehed i gang med at bygge et tårn, med det formål at nå helt til himlen. Men Gud vidste, at hvis menneskeheden gik sammen, var intet umuligt for dem, så han sørgede for at forvirre sproget blandt de ellers enslydende eller enstalende mennesker. Det fik arbejdet til at gå i stå, samtidig med at mennesker spredte sig til fjerne egne af kloden.

Og hvor vil jeg hen med alt det?

Jo, jeg vil i virkeligheden blot dele en af mine yndlingskortfilm ”Tower og babble” med jer:

tHE tOWeR oF BaBbLE from Jeff Wadlow on Vimeo.

Filmen krydsklipper mellem tre forskellige handlinger der flettes smukt sammen i slutningen. Men det helt fascinerende er, at selv om historierne er forskellige, så er dialogen præcist den samme i alle tre historier.

Jeg kunne måske have fortalt dem at lyntog ikke kører hurtigere, de standser bare ved færre stationer, men jeg nænnede ikke at ødelægge deres dag med kedelige facts.

”De danske sexarbejdere er ophidsede på den helt bogstavelige måde”, skriver tv2 nyhederne.” En kommunal kampagne mod købesex under klimatopmødet har gjort de prostituerede så vrede, at de nu tilbyder gratis sex til alle de mange tusinde deltagere, der kommer til Købehavn”, skriver Ekstra Bladet.

Under sloganet: ‘Be sustainable: Don’t Buy Sex’ (Vær bæredygtig: Køb ikke sex!) vil kommunen have de mange gæster til at forstå, at Københavns etiske regler forbyder købesex. Sloganet er trykt på postkort, som bl.a. er fordelt på hoteller og i Bella Center. Hvad der til gengæld ikke står nævnt, er at prostitution er et tilladt erhverv i Danmark, så længe det ikke foregår under tvang.

Kampagnen har fået Sexarbejdernes Interesseorganisation (SIO) til at fare i flint. Med deres egen kampagne ‘Sex for postcard’ giver de igen på kommunens skræmmekampagne. For at få gratis sex skal mødedeltagerne vise deres COP15 id-kort og aflevere et af skræmmekampagnens postkort. Gratis sex vil dog ikke blive tilbudt til ansatte ved Københavns Kommune eller til de københavnske politikere.

Overraskelsen rammer i to glimt, et metaforisk og et helt bogstaveligt. Jeg tager imod appelsinen og overraskes da jeg klemmer sammen om dét der viser sig at være en appelsingul stressbold.

I det øjeblik forvirringen står malet aller klarest i mit ansigt kommer 2. glimt. Alt for få centimeter fra mit ansigt ser jeg et lysglimt, en enorm linse og, bag den nyligt påførte blå plet på min nethinde, en fotograf der knipser løs.

Fotografens tilstedeværelse handler vel om en slags dokumentation af den appelsingule-stressbold-kampagnes succes. Men lur mig om det ikke også bliver en understregning af nødvendigheden af en sådan kampagne.

Jeg kigger på bolden og læser: ”Stress rammer individuelt!”

Ser nu frem til 10 linjer om danskernes tilstand ledsaget af mit formentlig vældig repræsentative morgenbillede.

I Big Bang Theory afsnittet fra i mandags sidder en af nørderne i badekaret med et glas vin og snakker (i hans fantasi!) med Starbuck, en smuk Cylon fra Battlestar Galactica, om at han burde gå ud og møde rigtige kvinder i stedet for at sidde her med en fiktiv én.

For det første tænker jeg: Det ville være federe hvis det var Caprica Six fra Battlestar Galactica (en anden Cylon som ofte figurerer i folks bevidsthed uden af andre end dem selv kan se det).

For det andet bør man aldrig sidde i badekaret med en brødrister, den slags ender galt! Kender man til Battlestar Galactica vil man vide at Cylons er robotter menneskerne har skabt, som har udviklet sig til at ligne og opfører sig som mennesker. Det kan menneskene ikke li: de kalder Cylonerne for brødristere for at skabe distance. Det kan Cylonerne ikke li; det sårer deres følelser, og så starter hele miseren og kampen om at finde og kolonisere jorden først.

Det er sådan cirka dér i min tankerække det går op for mig at Big Bang Theory er lavet for at karikere nørder, ikke for at vi, som identificerer os med dem, kan komme med vores pedantiske kommentarer.

-Jeg er simpelthen ”dem vi griner af” i Big Bang Theory!