Bogen er intet mindre end en mailudveksling mellem Svend Åge Madsen og Flemming Chr. Nielsen der strækker sig over 8 år. Dog er det dels kun et udvalg, dels kun den ene side af udvekslingen og dermed kun Svend Åge Madsens emails der gengives.

Men det pirrer min nysgerrighed! Måske er det fordi det giver et indblik i et privatliv. Det er muligt at jeg blot tillægger det en særlig værdi, at hvad jeg læser ikke er skrevet til mig men derimod betroet til en bekendt i en kontekst af  gensidig fortrolighed. Skrevet med en forventning til (på det skrevne tidspunkt) at ”hvad der udveksles her, forbliver mellem dig og mig.”

Men hvad enten det er sandt, falskt, udvalgt, censureret, eller en vilkårlig gradbøjning heraf, så er og bliver det pirrende at læse en andens mailudvekslinger, når de på denne måde står læseren frit tilgængeligt i bogform.

”Mænd der hader kvinder” er en genial kriminalroman som samtidig indeholder en dybereliggende historie om vold, kvindeundertrykkelse, magt og magtmisbrug. Et enkelt afsnit i denne bog fik nakkehårene til at rejse sig på mig. Ikke de nakkehår der rejser sig når en krimi bliver åndeløst spændende, men derimod de nakkehår der reagerer på undertrykkelse, magt, og utilpassede unge.

Inden jeg citerer fra bogen hører det med til konteksten at vores hovedperson Lisbeth Salander er en skæv eksistens, med plettet straffeattest, kendt af politiet i forbindelse med stoffer og kriminalitet. Hun er som 26 årig stadig umyndiggjort og under skarp bevågenhed af det offentlige.

Da Lisbeth Salander gik i sjette klasse, var hun kommet i klammeri med en væsentlig større og kraftigere dreng. Rent fysisk var hun ham langt underlegen. Først havde han moret sig med at skubbe hende omkuld flere gange, derefter havde han stukket hende lussinger når hun prøvede at gå til modangreb. Der var dog intet der hjalp: uanset hvor overlegen han var fortsatte den åndsvage tøs med at gå til modangreb, og efter et stykke tid var selv klassekammeraterne begyndt at mene, at det var ved at udarte. Hun havde været så tydeligt forsvarsløs at det virkede pinligt. Til sidst havde drengen givet hende et ordentligt knytnæveslag der fik hendes læbe til at sprække og hende til at se stjerner. De havde efterladt hende på jorden bag gymnastiksalen. Hun havde været sygemeldt i to dage. Om morgnen på tredjedagen ventede hun på sin plageånd med et boldtræ, som hun slog ham over øret med. Hun blev efterfølgende kaldt op til inspektøren, der besluttede at politianmelde hende for vold hvorefter socialforvaltningen udfærdigede en særlig rapport.

Det skræmmende i historien er at jeg kan nikke genkendende til hele situationen. To unge mennesker gør begge dét i skolegården som enhver lærer, gårdvagt eller skoleinspektør anser for uønsket. Alligevel er der en væsentlig forskel på hvordan de to unge behandles efterfølgende.

Førstnævnte store dreng er en bølle. Han får formentlig en besked i kontaktbogen, eller slipper for en matematiktime til fordel for en times kukkeluren på rektors kontor. Man slår ikke på andre! Sidstnævnte er allerede kendt at socialforsorgen. Har en historie der beretter om ophold på børnepsykiatrien og i øvrigt en moder på plejehjem og en far der er død*, eller i hvertfald ikke-eksisterende. Hun er tydeligvis den utilpassede i hele det her skolegårdsmenageri. Den er hende der sættes ind overfor. Hun udøver vold mod andre!

Hele beskrivelsen minder mig om at man ofte glemmer at overveje hvordan hendes reaktion måske i virkeligheden er den magtesløses reaktion. Hun forsvarer sig på den eneste måde hun har tillid til. Hun ved, at sladrer hun til lærerne så får hun at vide at hun burde have ladet være med at provokere i første omgang. I stedet forsvarer hun sig så godt hun kan (hvilket hun kommer til kort ved), og gengælder siden hen med et boldtræ, for at skabe den retfærdighed hun ikke synes at finde andre steder.

- Læg mærke til at det er hende der ikke opfører sig normalt.

Denne lille beskrivelse gør mig nærmest utilpas. Den minder mig om alle de skæve eksistenser i samfundet som måske ikke gør andet end nogle af dem vi kalder normale kunne finde på. Men på baggrund af hele den historie de slæber med sig, anses de for at være utilpassede. Vi dømmer måske en kriminel indvandrerdreng ved at hæfte ham op på hans baggrund, som en slags forklaring på hans handlinger, men samtidig bruger vi denne baggrund som en forstærkelse af alvoren med hvilken disse handlinger bør ses.

Ser vi en tilsvarende dansk kriminel teenager som utilpasset, sker det uden at vi lige hiver hans rødder (uheldige identitet) frem som et forstærkende element.

Det rejser for mig både nakkehår og spørgsmålet om hvorvidt vi nogle gange misser denne dobbeltrolle af ting der på én gang kommer til at udgøre en forklaring på og en forstærkelse af et givent problem.

* d. 23 Juni) Nu har jeg også læst “Pigen der legede med ilden” og “Luftkastellet der brændte”. Det ændrer en smule på ovenstående. På hvilken måde, må kommende læsere hellere selv finde ud af. Rigtig god læselyst kan jeg bare sige.

-Nu er vi i Roskilde, sagde manden. Preben nikkede træt til sin medpassager. Oplysningen kom ikke som nogen overraskelse for ham. Faktisk stod navnet tydeligt at læse på stationsbygningen.

-Så er det københavn næste gang, fortsatte manden.
Preben sukkede lettet ved tanken. Den mand havde spoleret hele turen for ham, og han havde endda glædet sig sådan til den. Munden havde ikke stået stille på ham siden rejsens begyndelse i morges, og han havde ikke været til at ryste af sig. Preben havde forsøgt det på storebæltsfærgen, og han troede et øjeblik, at det var lykkedes. Men han havde næppe fået anbragt sig i salonen og bestilt en kop kaffe, før manden sad overfor ham og betroede ham, at nu sejlede de snart.

-Så nu kører vi, oplyste manden og så sig rundt i kupeen. Preben nikkede igen. De øvrige passagerer reagerede ikke. De havde fundet ud af det ved egen hjælp…

Og med dette citat (fra det første kapitel i Finn Søeborgs debutroman ”Sådan er der så meget”) er teaseren til det næstkommende oplæg hermed offentliggjort.

Vi lader billedet stå et øbjeblik.