Jeg kommer hjem til mit lille hjem og finder, som det første, en invitation til at deltage i en demonstration! Jeg når slet ikke at læse invitationen til ende inden min visuelle hjerne vækkes til live. (Det er dag i Danmark, nat i USA, og de resterende dele af Dinas hjerne sover stadig tungt!)

Jeg skimmer invitationen, kun overskriften: ”espressokandedemonstration!” når fra papiret til hjernen! Normalt er jeg ikke en aktiv demonstrant (om end jeg sympatiserer med de mennesker der kæmper for at gøre opmærksom på et vigtigt budskab). Jeg forestiller mig derfor en espressokandedemonstration hvor vi, i samlet flok på den mest blæsende efterårsdag, går gennem byen, forbi samtlige Baresso / Starbucks og hvad de ellers hedder de der kædekaffeserveringssteder.

Jeg forestiller mig at vi alle lukker vores små forfrosne fingre sammen om termokopper med velduftende espresso, således at vores demonstration ikke blot spreder sig til de som ser os, men til alle de som i dagene efter snakker om dagen hvor hele Århus duftede af kaffe. Jeg overvejer potentialet i diskussioner / gætterier om hvorvidt en lastbil med kaffe er væltet samt andre kreative gæt på hvorfor byen på den måde duftede lifligt af kaffe.

Jeg ser potentialet af en sådan demonstration der ikke kun benytter bannere med ligeledes dufte, siden selv folk der ikke drikker kaffe ofte erkender at duften er god. Jeg overvejer dog alligevel hvor jeg kan finde et passende banner. Jeg overvejer ”Free espresso” som en slags tvetydig besked og både gratis espresso og befrielse af den uskyldige espresso (fra de store transnationale firmaer der udnytter uskyldige bønder (såvel som bønner) til at tjene penge på masseproduceret brunt vand).

Som et lyn fra en klar himmel vågner jeg op! Med ét går det op for mig hvor lidt invitationen handler om bannere og optog gennem byen, og hvor meget det nok i virkeligheden handler om en barista som, for et udvalgt publikum, demonstrerer hvordan forskellige espressokander virker.

… Måske skulle jeg ta’ mig en kop kaffe og vågne op fra mine jetlags-dagdrømme!

Jeg kom i tanke om at vi havde købt festbilletter og spisebilletter og vi havde slet ikke nået at finde stedet med maden. Jeg rendte rundt og ledte efter min mand. Han var væk. Og en tilfældig jeg spurgte fortalte at maden var taget af bordene.

Jeg besluttede at vi aldrig mere skulle købe spisebilletter igen. Vi når jo aldrig at nyde det alligevel. Jeg var i øvrigt gnaven på manden. Og det hjalp i hvert fald ikke at han pludselig var væk. Jeg gik rundt for at lede efter ham, og så nogle der havde et rulleskøjteuheld ala ishockeyspillere der i fuld fart rammer banden. Det var måneskin. Det var på en gang udendørs og indendørs. Sådan lidt surrealistisk stemning. Pynten bestod af bygninger sat op til lejligheden. Der var en stor gård. Jeg var en smule frustreret over ikke at kunne finde min mand. Her sluttede drømmen.

En voldsom ringen på døren vækkede mig, jeg slingrede ud i gangen, kunne ikke fokusere men handlede vel instinktivt. Jeg blev svimmel, manden stod udenfor døren, foroverbøjet ikke just i konversations-mode. “Pas på pas på, jeg har en sten i øjet. Jeg skal forbi. I en fart“. Jeg hørte vandet løbe på badeværelset. Sæbepumpen blev brugt. Og jeg slingrede fortumlet tilbage til sengen.

… Jeg er ligeglad med om det er en drøm. Selv om han har repareret noget så meget cykel, og selv hvis han har fået en ”mindst 3 cm stor sten i øjet”, må jeg én gang for alle fastslå at vi ikke skal have spisebilletter til fester fremover! Og lad mig så få min formiddagssøvn i fred!