Jeg kom i tanke om at vi havde købt festbilletter og spisebilletter og vi havde slet ikke nået at finde stedet med maden. Jeg rendte rundt og ledte efter min mand. Han var væk. Og en tilfældig jeg spurgte fortalte at maden var taget af bordene.

Jeg besluttede at vi aldrig mere skulle købe spisebilletter igen. Vi når jo aldrig at nyde det alligevel. Jeg var i øvrigt gnaven på manden. Og det hjalp i hvert fald ikke at han pludselig var væk. Jeg gik rundt for at lede efter ham, og så nogle der havde et rulleskøjteuheld ala ishockeyspillere der i fuld fart rammer banden. Det var måneskin. Det var på en gang udendørs og indendørs. Sådan lidt surrealistisk stemning. Pynten bestod af bygninger sat op til lejligheden. Der var en stor gård. Jeg var en smule frustreret over ikke at kunne finde min mand. Her sluttede drømmen.

En voldsom ringen på døren vækkede mig, jeg slingrede ud i gangen, kunne ikke fokusere men handlede vel instinktivt. Jeg blev svimmel, manden stod udenfor døren, foroverbøjet ikke just i konversations-mode. “Pas på pas på, jeg har en sten i øjet. Jeg skal forbi. I en fart“. Jeg hørte vandet løbe på badeværelset. Sæbepumpen blev brugt. Og jeg slingrede fortumlet tilbage til sengen.

… Jeg er ligeglad med om det er en drøm. Selv om han har repareret noget så meget cykel, og selv hvis han har fået en ”mindst 3 cm stor sten i øjet”, må jeg én gang for alle fastslå at vi ikke skal have spisebilletter til fester fremover! Og lad mig så få min formiddagssøvn i fred!