En sådan adfærdsregulerende teknologi kan have mere eller mindre intenderede konsekvenser. Tag nu fx. et DSB tog. Som en venlig gestus vinker stort set en hver der træder ind i vognen ivrigt til sine kommende medpassagerer. Jeg er ikke sikker på alle synes det er lige sjovt. Men de gør det. Hver og én. Nogle vifter med hele armen, andre mere rutinerede gør en let håndbevægelse. Det er dét middel, dette vink, teknologien kræver for at samarbejde og åbne de automatiske døre.

Jeg er sikker på at togdansen heller ikke er intenderet. Dog er det et fact at stort set enhver ny passager bevæger sig, med flakkende øjne, i en langsomt slalomlignende bevægelse gennem vognen for at finde et sted at slå sig ned (man tænker her på stærenes dans over marsken i deres desperate forsøg på at finde et sikkert sted at falde til ro for natten).

I deres stæredans gennem toget søger passagerernes flakkende øjnene fra den ene lystavle til den anden. ”Roskilde til Vejle” ”Odense til Skanderborg” ”Kan være reserveret.” Disse små lystavler over sæderne bliver tul tekstuelle checkpoints der nærmest rituelt skal læses inden passagerne er parate til at slå sig til ro for en stund.

-Teknologien har vundet. Mennesket fjoller rundt. Tvunget af lystavler og sensorer.

Men man må indrømme at denne tekniske designløsning har visse ulemper, -når man, efter at have ventet tissetrængende uden for toilettet i 10 minutter, kontakter en togfører som meddeler at det desværre ikke hører til sjældenheden at folk rammer låseknappen 2 gange.

-Mennesket har vundet. Har outsmarted teknologien. Og må vente tissetrængende foran lukkede døre.