Til Dinapigen (for hendes mange kreative tanker & betragtninger)

… og som et led i al denne kreativitet kommer her et lille tvist (i mere end én forstand):
Jeg kunne nemlig vældig godt tænke mig at gå tilbage i kæden af awards og finde den blogger der var den første til at uddele den.

Min mission er kort sagt at finde den person som fortjener denne helt fantastiske og meget prestigefyldte 1.st awarder-award.

Pris til den der startede Kreativ blogger award. Givet som bevis for et stærkt netærk.

Denne 1.st awarder-award gives som et tegn på et stærkt netværk og for at have en kæde af kreative bloggere som alle er villige til at videregive deres anderkendelse til andre bloggere i deres netværk. Men 1.st awarder-awarden gives dog kun hvis dette netværk af bloggere, der var så dygtige at velligeholde kæden og videresende nomineringer, er lige så dygtige til at sende en besked den modsatte vej. På denne måde opnår den 1.st awarder-award nominerede altså kun sin pris hvis kæden holder til endnu et træk.

Hvor startede det hele egentlig mon?

Har du nogensinde tænkt på hvem der starter kædebreve, og hvornår de glider ud i sandet igen?
Har du tænkt at det kunne være sjovt at gå tilbage i kæden og se hvem der startede den? Har du overvejet hvor mange af alle dem der sendte nomineringen den ene vej, som også er med på at sende en besked tilbage den modsatte vej?

Hvis du kunne tænke dig at vide lidt mere om dem der blev nomineret som kreativ blogger før dig (du skal have været nomineret til overstående kreativ blogger award for at deltage) så gør to ting

1) Kopier denne tekst og indsæt den som kommentar hos den der nominerede dig. (sæt kommentaren på det indlæg hvor du blev nomineret)

2) Skriv en kommentar her med et link til den side hvor du er nomineret til din award på, og gengiv ordret hvad du blev nomineret for.

På den ene side består bloggen som medie af et stærkt socialt element idet den er åben og til fri diskussion. Den udgør et forum hvor alle der tilfældigvis læser med kan bidrage til at styre diskussionerne med deres input. På den anden side er den diktatorisk styret fordi emnerne, der som udgangspunkt fungerer som oplæg for diskussioner, bestemmes af (den egocentrede) blogejer.

Efter at have kigget kommentarerne på min egen blog igennem synes jeg det er interessant at lægge mærke til hvor hurtigt diskussionen ændrer sig udfra de kommentarer der postes (og dermed hvor hurtigt man som egocentreret blogejer mister sine diktatorrettigheder).

Når ret skal være ret, så er jeg klart fan af den fri og sociale kommunikationsform frem for den diktatoriske del af foretagenet. Faktisk synes at det er dejligt at kommentatorene introducerer nye emner, og dermed skaber nye debatter. Og det bliver da først rigtig interessant når der i en kommentartråd er flere sideløbende diskussioner. Især synes jeg det er totalt hyggeligt når folk jeg kender fra forskellige steder går i dialog, mens jeg bare sidder på sidelinien og morer mig over deres input.

Jeg synes ydermere det er sjovt når diskussioner fra andre blogs, eller når drillerier, eller jokes fra andre medier (facebook, msn, chats og ”real life” oplevelser) er med til at præge / ændre diskussionerne. Faktisk er blogging lidt ligesom en fest. Man bevæger sig uformelt mellem en masse mennesker, introduceres for venners venner, falder i snak, og stifter undervejs nye bekendtskaber der sommetider udvikler sig til rigtige venskaber.

Og det er så her dilemmaet kommer ind i billedet: Hvis jeg, som blogejer, skulle bestemme, så ville jeg da helst foretrække en kakofoni af indlæg, diskuterede emner, interne drillerier og diskussioner. Desværre er det jo lige netop denne del man som diktatorisk egocentreret blogejer ikke kan bestemme over, i hvertfald hvis vi skal holde fast i Lisbeth Klastrups to inddelinger.

Så det store forkromede spørgsmål må være: (Hvordan) Kan man udnytte sine diktatorrettigheder til at få folk til at føle de har frie hænder?

Og ødelægger man det hele ved at blogge om det, så folk tror man prøver at få dem til noget som de derfor ikke vil gøre, selv om det egentlig var det de have lyst til?

Mon kommentartråden til dette indlæg vil udarte sig anderledes end de andre kommentartråde?

Mon folk tør skrive her?

(Tænk i øvrigt venligst ikke på isbjørne mens I kommenterer. Det er vigtigt at I på intet tidspunkt kommer til at tænke på isbjørne!)