Men det er nu ikke det der er interessant, nej det interessante er at den har fået et navn. Den hedder Eric.

Og ud over at det kan tilskrives Monty Python så er deres sang “Eric the half-a-bee” nu altså også lige til at blive i godt humør af at lytte til…
Enjoy!

“Midt i musikken” er et symfonisk projekt hvor borgere, forbipasserende og yndere af klassisk musik kan få fornemmelsen af at sidde på en af orkesterpladserne i DRs Underholdnings-Orkester. Musikken kommer fra 32 underjordiske højtalere på, og omkring, Solbjerg plads på Frederiksberg. Hver højtaler afspiller et lydspor fra samme koncert, men optaget forskellige steder blandt orkesteret. Således kan man, ved at bevæge sig rundt på pladsen, opleve hvordan lydbilledet varierer på samme måde som hvis man bevægede sig rundt i orkestergraven.

Hver gang jeg tager fra Copenhagen Business School mod Århus går jeg gennem den stemningsfulde allé der forbinder Kilen (hvor mit kontor ligger) med Solbjerg plads. Også her har lydene fra undergrunden deres eget liv. Når det ikke længere er Mozarts toner der stiger op fra undergrunden, så høres i stedet lyden af cikader, fuglekvidder, ulvehyl, hvalsang eller gøgens kukken. Træerne er oplyst fra neden, små lysdioder imiterer en stjernehimmel, en mur af regndråber belyses, og en fin hvid støvregn, fra pladsens vandinstallation, ligger over pladsen som en lavt hængende sky.

- Et ganske fortryllende lys- og lydbillede henholdsvis over og under Solbjerg plads.

Fem konservatoriestuderende, med speciale i elektronisk musik, fremførte deres værker. Nummeret der fik mig til at forsvinde helt var lavet af en fyr der havde lavet sig eget hardware til frembringelse af lyde. De første par minutter var et konstant bombardement af skærende, voldelige og bizarer lyde. Derefter intervaller af nærmest larmende stilhed.

Efterfølgende kom en lang sekvens med 3 lydbilleder der blev gentaget igen og igen. De blev gentaget i forskelligt tempo og var så at sige ude at takt. De muterede også en smule hver især, men dog ikke mere end at jeg kunne adskille dem klart i mit hoved, skifte mellem dem, og til tider nyde dem alle i harmoni, som en slags dialog.

- Det ene lydbillede var lidt buldrende. Det var mørkt, tungt, konsekvent i tempo, en slags skæve robuste bjælker der stampede i jorden, forskudte dunk. Som ure ude af synk.

- Det andet; en jævn blå tråd, der svingede i bløde buer, ikke pæne symmetriske bakkelandskaber, nærmere kuperet terræn. Kontinuert. Skævt.

- Det tredje; en slags bredbladede knive af træ, der skærer igennem sand, vand, og glas. Hurtige præcise strejf. Nærmest blændende lyst. Sand og vand der fyger i luften. Tørt træ.

Efter koncerten snakkede mig og gemalen om hvordan vi havde hørt og oplevet stykkerne. Det interessante er, at med elektronisk musik har man ikke en default referenceramme.  Mig og mandens genkaldelse og forsøg på kommunikation over lydbillederne, omhandlede derfor; den spinet lignende lyd, maskingevær på speed,  gummi og metal gnidningerne,  glas og perlesplintren, trækvaster og krummer i papirsposer.
Således fik lyden et billede eller rettere der blev knyttet ord til beskrivelsen, hvis associationer kunne forliges med lydene.

Men her fremkom en interessant forskel: At lyde kan have en reference til materialer er ok, men mine lyde får farver efter frekvensen og former efter længden. De kan være bløde, skarpe, stikkende, klistrede, de kan være svampede, lyse, mørke, fadende, farverige, kontrastfyldte eller udtværede.   Men manden min kunne hverken associere over farver eller former.

Jeg forsøgte at forklare ham dette. Han var helt enig i at der var tre lydbilleder, men kunne ikke fortælle hvordan han vidste det. ”Det kan man bare.”
For mig var det: lyd –> oversat til farver og former –> oversat til ord.
For ham: Lyd –> oversat til ord.

For mig er det lige så svært at forstå hvordan man kan adskille lydende uden at tænke i farver og former, som det var for ham at skulle sætte ord på hvordan han adskilte lydbillederne.

Skulle du have lyst til at teste hvordan du oplever lydbilleder i Electronica, så kan du jo prøve at lytte til Spring Heel Jack – Take 1 ♫ og se om der fremkommer associationer til ting, farver, former eller følelser…. Eller måske “bare lyde.”

Det er selvfølgelig heller ikke hver dag man tager til koncert med en metro der tilfældigvis hedder det samme som bandet der giver koncert.

Koncerten var fed. Vi stod 25 meter fra scenen, velvidende at vi, der stod helt tæt på scenen, tilhørte et ganske lille udsnit at de 90.000 der befandt sig på Olympia Stadion denne aften.

Det eneste der sådan set undrede mig (og det undrer mig hver gang jer ser det) er hvad der får folk til, i stive to timer, at holde højre hånd i vejret mens de ivrigt peger i retning af scenen.

Hvem ved, måske handler det om, gennem røgmaskinernes farvede slør, at kunne orinetere sig om hvor scenen er?
Måske er det blot endnu en tilkendegivelse af “U2 denne vej” ;-)

Nummeret “Feeling Good” er egentlig skrevet til en musical -The Roar of the Greasepaint – The Smell of the Crowd. Sidenhen er der dog lavet et utal coverversioner. Her er et par stykker jeg har samlet.

Én kan få min indre powerninja frem, én kan få min indre powerninja frem med et lille ekstra twist, én kan give mig gåsehud, og én gaber jeg mig i søvn af at lytte til.

Her er Nina Simone, The Muse, George Michael og til sidst Aloans coverversioner.
Mine preferencer røber jeg om et par dage….

Nina Simone – Feeling Good
♫

The Muse – Feeling Good

George Michael – Feeling Good

Aloan – Feeling Good

På ny er denne situation dukket op i mine tanker. Jeg har fundet en ny musikgenre at kaste mig over; Minimalistisk klaver musik. Jeg har længe holdt af klaveret, har også kendt Phillip Glass og nydt hans alternative kompositioner. Men nu hvor jeg for alvor begyndte at kigge mig omkring efter kandidater i denne genrer, gik det op for mig at også her kæmper kunstnerne for ikke at blive sat i bås. Phillip Glass ♫, Ludivico Einaudi ♫ og Simeon Ten Holt ♫ udtrykker alle at de ikke er minimalister. Samtlige får dog dette adjektiv knyttet til deres navn som en slags introduktion til det derpå følgende ord: Komponist.

Måske er der noget om snakken. Måske bliver man kun en rigtig god én af slagsen hvis man benægter sit tilhørsforhold?

Jeg vil i den anledning benytte lejligheden til pure at tage afstand fra den status som blogger, jeg af mange, heriblandt denne blogs læsere, er blevet tildelt. At det er mig der skriver på denne blog skal derfor ikke ses som ensbetydende med at jeg af den grund er blogger! Det er simpelthen ikke dækkende for det bidrag jeg yder.

... Og dette er iøvrigt heller ikke en pipe

Nogen mennesker har for meget tid…

Tak Phyl :-)

Nightwish – walking in the air (Tarja Turunen)

Oprindeligt er nummeret skrevet til animeringen af julehistorien “the snowman” skrevet af Raymond Briggs. Sangen kan høres her:

Desværre har Nightwish fyret Tarja Turunen, deres tidligere forsanger, og erstattet hende med en ny forsanger, Anette Olzon, hvilket gør at det er slut med de høje toner. De kan stadig lave fed musik, men operaen, den er nok væk for en stund. Desværre.

Nightwish – Eva (Anette Olzon)

og Lordi? Hva´med Lordi tænker du nok…
Men NEJ! Lordi er ikke gale finner! Det er popmusikere der klæder sig ud som monstre og håber folk vil kalde dem for et heavyband!

Og med den kommentar er det vist ved at være tid til at afslutte dette selvsvingsanfald, og få noget søvn. Jeg finder nok aldrig ud af hvad det er med finner og musik (små knive og hjemmebrænderier) ;-)

Smurffit – Smurffijengi

Det er bare SÅ forkert:
Smurffit – Smurffibailut

Pikku-Orava – Tsingis khan

Deres totalt hardcore egern der mener hvert et ord de (synger?)

Pikku-Orava – Taivas lyö tulta

Hvad sker der for jer Finland?
Det må være luften? eller traktorosen måske?