Eller hvad med udtalen af vokallydene i sætningen “Er det det værd med et værelse i Vejle?”

er: e udtales som a
med: e udtales som æ
værelse: æ udtales som a, de to éer udtales forskelligt fra hinanden
Vejle: e udtales som det dybe a, mens e lyder som en mellemting mellem æ og ø

Nææ, verden er nu nemmere når man holder sig til børnesangene…

♫♪ Trå små kånåsårå på Håjbrå Plåds.

Såd åg spållådå på kåntråbås,.

Så kåm ån båtjånt,.

spårgtå hvåd dår vår håndt.

Trå små kånåsårå på Håjbrå Plåds ♫♪

Jeg kommer hjem til mit lille hjem og finder, som det første, en invitation til at deltage i en demonstration! Jeg når slet ikke at læse invitationen til ende inden min visuelle hjerne vækkes til live. (Det er dag i Danmark, nat i USA, og de resterende dele af Dinas hjerne sover stadig tungt!)

Jeg skimmer invitationen, kun overskriften: ”espressokandedemonstration!” når fra papiret til hjernen! Normalt er jeg ikke en aktiv demonstrant (om end jeg sympatiserer med de mennesker der kæmper for at gøre opmærksom på et vigtigt budskab). Jeg forestiller mig derfor en espressokandedemonstration hvor vi, i samlet flok på den mest blæsende efterårsdag, går gennem byen, forbi samtlige Baresso / Starbucks og hvad de ellers hedder de der kædekaffeserveringssteder.

Jeg forestiller mig at vi alle lukker vores små forfrosne fingre sammen om termokopper med velduftende espresso, således at vores demonstration ikke blot spreder sig til de som ser os, men til alle de som i dagene efter snakker om dagen hvor hele Århus duftede af kaffe. Jeg overvejer potentialet i diskussioner / gætterier om hvorvidt en lastbil med kaffe er væltet samt andre kreative gæt på hvorfor byen på den måde duftede lifligt af kaffe.

Jeg ser potentialet af en sådan demonstration der ikke kun benytter bannere med ligeledes dufte, siden selv folk der ikke drikker kaffe ofte erkender at duften er god. Jeg overvejer dog alligevel hvor jeg kan finde et passende banner. Jeg overvejer ”Free espresso” som en slags tvetydig besked og både gratis espresso og befrielse af den uskyldige espresso (fra de store transnationale firmaer der udnytter uskyldige bønder (såvel som bønner) til at tjene penge på masseproduceret brunt vand).

Som et lyn fra en klar himmel vågner jeg op! Med ét går det op for mig hvor lidt invitationen handler om bannere og optog gennem byen, og hvor meget det nok i virkeligheden handler om en barista som, for et udvalgt publikum, demonstrerer hvordan forskellige espressokander virker.

… Måske skulle jeg ta’ mig en kop kaffe og vågne op fra mine jetlags-dagdrømme!

Men hovedsagen er, at jeg tit mangler den helt geniale formulering, lige når jeg skal bruge den. Splitsekunder efter at det ville have været på sin plads med et velvalgt ord, kommer jeg til gengæld på, hvad jeg kunne have sagt, hvis jeg skulle have haft slynget en kvik bemærkning ud.

I går fx var jeg med en meget forsinket bus. Jeg nåede kun lige med nød og næppe at springe mellem bussen og toget, inden toget satte i sving mod København, mod 70 ventende, videnshungrende elever.

Inden vi nåede bussens holdested spurgte jeg chaufføren om jeg måtte hoppe af mens hun holdt for rødt i et kryds. Derved kunne jeg have snuppet en genvej til mit tog.
Hun svarede promte: ”Plejer du at må det?”, på en måde der fik mig til instinktivt at svare som et lille barn.
” Nej” mumlede jeg, mens jeg slog blikket i gulvet og greb mig selv i at skamme mig. Lige nøjagtig i dét sekund slog det mig, at det havde været en del mindre ydmygende hvis jeg da bare havde spurgt ”plejer du at være forsinket?” .

Men sådan kan man jo ærgre sig gevaldigt over manglende processorkraft, eller er det mon RAM der mangler? Uanset hvad, så sker den slags altså lidt for tit for tiden. Faktisk så tit at jeg mangler et ord for det!

Jeg mangler simpelthen et ord for ord der ikke kommer når man mangler dem :-)

Nu er det ikke mig der har valgt vores telefonnummer, og ej heller mig der er den i husstanden der kan selvsvinge i flere minutter over at det lykkedes os (os!?!) at finde et telefonnummer der er et primtal…(et primtal er et tal hvor kun 1 og tallet selv går op i)

Det er derimod noget nørder vil værdsætte, ligesom de også vil trække på smilebåndet over ordspil som: “Kære brevkasse, jeg går op i store primtal, er jeg en ener?”

Desværre ser det ud som om slaget er tabt. Det ser ud som om jeg må erkende, at vi beholder vores ret så umemorable telefonnummer, også selv om vi er flyttet hjem til Danmark.

I et sidste desperat forsøg på, i det mindste selv, at kunne huske vores nummer, har jeg leget lidt med tal og ord. I stedet for at huske et eller flere tal, kan man nemlig huske på de bogstaver som står angivet på mobiltelefontasterne. Og hvis man er heldig kan der komme kombinationer af ord ud af det. Således fremkom et par muligheder som man måske kunne overveje at huske på, hvis man ikke kan huske nummeret uden ad, og hvis man ej heller evner at huske en fin lille tal-huskeregel.
Note: There is a poll embedded within this post, please visit the site to participate in this post's poll.

Nu sidder jeg så og tænker:

Hvorfor er både højre og venstre side ud?

Og hvorfor er inderbanen i øvrigt yderst mens yderbanen er inderst på en vej?

Der må være en fornuftig forklaring…

Sådan apropos:

Tak til XKCD - en webcomic om sarkasme, matematik og sprog

(Flere visdomsord fra XKCD kan findes her.)

Selv sad jeg, efter at have set ”Terkel in de SHIT” (ja altså den hollandske version af Terkel i knibe),
i op til flere minutter i en eftertænksom rus.

Jeg mindedes den overgang i livet hvor vi gik fra at lege med hinanden, altså med Barbidukker, My Little Pony og diverse fantasilege, til i stedet at være sammen.

Jeg husker tydeligt hvordan nogle at pigerne i klassen begyndte at være sammen, mens vi andre legede videre uden helt at kunne se forskellen. Med tiden lærte vi det nu alligevel. -Vi lærte at være sammen om Barbidukker, My Little Pony og om diverse fantasilege.

Møbius film: Film der slutter samme sted som de startede, bare med et lille tvist.
Primfilm: Film som ingen går op i.
Retoriske træsko: Nogen man stiller uden at forvente indblanden.
Klapjagt: En søgen efter anerkendelse.

-Skal man i øvrigt gi’ den hele armen hvis nogen forsøger at binde én noget på ærmet?

-Skal man forsøge at skære igennem selvom man ikke er den skarpeste kniv i skuffen?

-Skal man stå tilbage for folk der går for langt?

-Kommer man til kort hvis man altid er i sit es?

-Risikerer man at falde på halen hvis man sætter det lange ben foran?

Og mangler der krydderi på tilværelsen hvis alting er barnemad?

Nå ja, og så var der den om kioskekspedienten der solgte spillekort til den rene foræringspris og fik at vide af sin chef at det var for lidt for meget forlangt for kort… ;-)

”Du kan få gullasch med kartoffelmos, boller i selleri, tyrolerfrikadeller…”
(”Det er sådan noget sjov noget med peberfrugter og avokado og krydderurter, -det smager meget godt” tilføjer hun.) ”…eller du kan få gedefrikadeller?” (ingen uddybende forklaringer her, min mor har nok syntes at det sagde sig selv hvad en gedefrikadelle var.)

Jeg derimod var forundret og nysgerrig. Gedeost smager jo godt, men som sådan kan jeg ikke erindre, at jeg har smagt ged før, og i givet fald hvad det så skulle smage af.
Da min mor spurgte, om jeg ville lave remouladen (hjemmelavet selvfølgelig), begyndte jeg for alvor at undredes.

Da vi endelig satte os til bords, stod det pludselig så lysende klart for mig. Gedde er jo en fisk!
Mine forældres underbo havde fanget en gedde på 4 kilo og vidste ikke hvad han skulle gøre med den. Min far er jo gammel kok, og rygtet vil vide at fiskefrikadeller engang har været et af hans specialer.

Og frikadellerne? De smagte himmelsk! Guddommeligt! Ja, man kunne næsten fornemme hvordan får og gedder (eller hvordan er det nu?) græssede side om side som det jo beskrives så fint i det nye testamente ;-)