Det er lidt som første bytur efter man er blevet single. På én gang er det hele nyt og spændende: Man er omgivet af modeller, man kan få alt mellem himmel og jord. Farve, form, størrelse, “Anything you like baby.” Alligevel er der noget inde i én som gør at man, i alle disse utallige charmerende modeller, blot ser den gamle for sig.

Jeg har på min første scoretur, efter at have afsluttet mit forhold til min gamle taske, været forbi både Neye, Magasin, Fisketorvet og Bruun’s. Alligevel er jeg kommet frem til denne klassiske erkendelse: Hvad jeg allerede havde var det eneste rigtige! — Altså lige bortset fra at ryggen ikke længere er rank. Den slanke linie er flydt ud. Og så er der også de mindre charmerende alderstegn, så som lynlåsen der ofte står åben, og den medfølgende utilregnelig når den ikke længere kan holde hverken tørt eller flydende indenbords.

Jeg har derfor besluttet at erstatte min taske gennem 5 år med en yngre model som, bortset fra alderen (og farven), er helt identisk med den gamle.

Og med disse ord er det blevet tid til at sige:

R.I.P. Dinas Big Bag™ 2005 – 2010

Min livsledsager gennem 5 år;

• Til indkøb, udlugter, rejser, og som computer taske.
• Som forskningsobjekt “An enthnography on researchers’ bags”
• 2 års pendling mellem Århus og København.
• 2 længerevarende udlandsophold i hhv. USA og Holland.
• 15 (yep jeg har talt) returrejser mellem Århus og Amsterdam.
• Ferieture til Berlin, Mosel, Trondheim, Malmø, London, Cannes, New York.
• Konferencerejser til London, Helsinki, Washington, Chicago, og Tokyo.

Taske, du vil blive savnet. Når jeg husker det!

Denne dag var ret speciel. Dagen startede klokken 6 om morgenen i Amsterdam. Efter en hurtig morgenmad bevægede jeg mig, halvt i søvne, mod togstationen på min cykel. De næste 14 timer af dagen skulle aktiviteterne fordele sig således: 1 times jobsamtale, 2 timers vandretur op og ned at strøget i København (inklusiv en kop kaffe, en dansk avis samt indkøbet af en spritny kalender). Den resterende tid blev brugt, ventende på, eller rejsende med, fly, tog, metro, bus og cykel, inden jeg igen nåede Amsterdam om aftenen.

Det var en mærkelig dag. Denne 20. juni 2008. Hvor jeg sad i København, med en nyindkøbt kalender, en afsluttet jobsamtale, og med uvisheden om hvorvidt jeg havde en treårig stilling som ph.d eller noget helt andet foran mig. Nå ja, og så var der specialet. Det var sådan set ikke færdigt. Hvis jeg fik jobbet, så var der jo en undskyldning for at få det afsluttet, men hvad nu hvis jeg ikke fik det??

Jeg bladrede gennem de tomme kalendersider i min søgen efter et svar. Denne eftermiddag. Hvor svaret stadig ikke eksisterede.

Nu sider jeg her, sentimental, og med et tilfreds smil på læben. Skimmer den sprængfyldte, nu pensionerede, kalender. Sikke et år. Specialet blev færdig -på en måned-. Forsvar en tirsdag, første dag i ph.d-uniformen om torsdagen. Adskillige rejser og konferencer står anført på kalenderens bøjede tyndslidte sider, ledsaget af alt for mange deadlines, møder og cafedates, biografture, koncerter og sågar en flytning fra Amsterdam til Århus. Det er tid til at tage afsked. Tid til at erkende at endnu et år er ved at være gået. Endnu en spiralkalender lægges i bunken. Oven på de 11 andre i reolen. 12 års historie nedfældet på papir.

2008 – 2009 – Hvil godt i kalenderhimmelen.