I starten syntes jeg hun var sød og venlig, men det begynder ærligtalt at blive lidt belastende. At hun siger jeg lige skal flytte min taske fra midtergangen er sådan set ok. Vel også at hun minder mig om at det er en stillezone vi sidder i, hvor alt elektronisk udstyr skal være på lydløs. Men når denne kvinde 4 gange i løbet af turen bryder tavsheden og råber, (så alle i hele toget, også dem der ikke sidder i stillezoner kan høre det) at i stillezoner skal der altså være stille, så bliver jeg ærligtalt småirriteret over at jeg ikke kan få fred til at arbejde. I stillezonen!

Derudover så oplyser denne kvinde samtlige passagerne om, at hvis nu nogle af dem skal af toget næste gang, så kan de se informationer på skærmene om tidspunkter samt hvilke perroner togene afgår fra. Det er jo sådan set meget venligt af hende. Men dét til trods så går der kun ganske få minutter, så mister hun tålmodigheden og begynder selv at oplyse om de næst afgående tog, til alle i hele toget. Og så siger hun, ja jeg tror næsten der er ironisk ment, men jeg er ikke helt sikker, at togets informationssystem kan oplyse om flere informationer og ellers kan man altid spørge togets personale (kære DSB, er det muligt at blive selvstuderende?).

Selv når jeg så står ud at toget, så siger hun at jeg skal være sød ikke at efterlade mine personlige ejendele i toget. Det er såmen også vældig sødt af hende, men helt ærligt, så er jeg efter hånden ved at have hørt på hende så tit, at jeg er godt i gang med at opbygge et filter der sorterer hende fra. Lidt som når mor spørger: Har du husket dine nøgler? Ved du hvor din pung er? Er du sikker på du har din mobiltelefon? Husker du at ringe hjem?….. Man glemmer at lytte.

Kvinden har også en ven, der snakker næsten lige så meget som hende selv. Denne er en rigtig sælgertype. Han går rundt fra passager til passager og lokker med alskens varer. Og selv når man har sagt nej tak, så kommer han igen, op til flere gange, og flasher med sine fristelser, som han i øvrigt også råber ud til alle passagererne om, lang tid før han kommer til syne.

Kære DSB. Er der eventuelt en stille stillezone jeg kan reservere plads i?

-Nu er vi i Roskilde, sagde manden. Preben nikkede træt til sin medpassager. Oplysningen kom ikke som nogen overraskelse for ham. Faktisk stod navnet tydeligt at læse på stationsbygningen.

-Så er det københavn næste gang, fortsatte manden.
Preben sukkede lettet ved tanken. Den mand havde spoleret hele turen for ham, og han havde endda glædet sig sådan til den. Munden havde ikke stået stille på ham siden rejsens begyndelse i morges, og han havde ikke været til at ryste af sig. Preben havde forsøgt det på storebæltsfærgen, og han troede et øjeblik, at det var lykkedes. Men han havde næppe fået anbragt sig i salonen og bestilt en kop kaffe, før manden sad overfor ham og betroede ham, at nu sejlede de snart.

-Så nu kører vi, oplyste manden og så sig rundt i kupeen. Preben nikkede igen. De øvrige passagerer reagerede ikke. De havde fundet ud af det ved egen hjælp…

Og med dette citat (fra det første kapitel i Finn Søeborgs debutroman ”Sådan er der så meget”) er teaseren til det næstkommende oplæg hermed offentliggjort.

Vi lader billedet stå et øbjeblik.