De skjulte optagelser viser med alt tydelighed, at danske forbrugere finder sig i meget – også for meget, fordi vi alt for ofte ikke kender vores egentlige rettigheder (»Snydt Igen« har premiere på DR1 d. 15. februar klokken 20.30).

Jeg har sat en kryds i kalenderen og ser med stor fornøjelse frem til programrækken.  Men jeg kan heller ikke lade være med at tænke over det paradoksale i at det er nødvendigt at snyde folk for en god sags tjeneste?

Visit Denmark fortalte en historie om en mor som ledte efter faderen til sit barn, som viste sig at være en falsk historie. Men historien og ikke mindst Danmark fik  omærksomhed fra 3,9 millioner mennesker jorden rundt takket være folks engagement, nysgerrighed og forargelse.

Visit Denmark blev stærkt kritiseret for at brande Danmark på en løgn men blev, præcist som »Snydt Igen«,  forsvaret med at være udført i en god sags tjeneste. Intentionen med Visit Denmarks historie var nemlig at skabe opmærksomhed omkring Danmark i udlandet og at fortælle at Danmark er et godt land hvor en der er plads til en moderne voksen kvinde der har taget sine egne valg i livet. En kvinde der stiller sig frem med værdighed og siger “jeg har ikke brug for nogens hjælp. jeg har brug for, om muligt, at komme i dialog med mit barns far”.  Og den intention blev indfriet til fulde ifølge Dorte Kiilerich (Deadline DR2 13. september 2009)

I samme udsendelse spørger Poul Madsen, journalist fra Ekstrabladet der selv hoppede på historien:  Hvorfor skabe en falsk historie når de findes derude i virkeligheden?

Hans kommentar er egentlig interessant i forhold til »Snydt Igen« . For hvorfor er det  at vi ikke kan nøjes med at program som Kontant der ser på rigtige mennesker der er blevet snydt?  Hvorfor skal vi snyde og udnytte uanende mennesker og siden hen fremstille dem på TV for, i den gode sags tjeneste, at informerer familien Danmark om deres rettigheder?  Kommer vi tættere på den autentiske virkelighed ved at konsturerer den?  Eller er reality TV bare modefænomenet der giver en hver problematik nyt liv for tiden?

“Will it blend“ er en viral marketingskampagne der består af en lang række af videoer der alle har til formål, at teste hvorvidt Blendtechs blender kan blende diverse ting (som dog typisk ikke er beregnet til formålet). Kan man for eksempel blende en Vuvuzela? Hvad sker der når man prøver med glasperler? Og er det mon en rigtig iPad der hakkes i tusind stykker for åben skærm?
Kig med herunder…

En Vuvuzela

Glaskugler

iPad

…I’m on a horse

Og her, i en herlig parodi på (eller måske hilsen til?) Old Spice, blendes en uåbnet flaske.

Hvis du ikke har set den originale Old Spice reklame kan du med fordel se den først. Den ligger tilgængelig i dette tidligere blogindlæg “I’m on a horse” her på bloggen. God fornøjelse.

Old Spice

Jeg forsker i viral marketing hvilket er en reklamestrategi der går på at man får folk til at sprede reklamebudskaber til sine venner. Reklamer virker nemlig meget mere troværdige når de kommer fra nogen vi kender end hvis de kommer fra en anonym kilde eller fra et firma.

Men hvor går grænsen så mellem:

1) Programmerede virus (som fx Koopface)

2) Sociale virusser (som: Advar alle du kender imod at svare på en sms fra xxxxxxx. Det er lige sagt i P3 (send videre))

3) Viral marketing (Har du set det her?. Det er for sejt, gad vide om det er fake, spør lige om dine andre venner ved noget?)

For den almindelige facebookbruger der modtager den slags anmodninger ser de tre faktisk ens ud.

Det er en besked fra en ven om at du skal gøre noget (klikke på et link, eller sende en tekstbeded til dine venner) til trods for at:

1) Den første ofte ingen gang kommer fra vennerne selv om det ser sådan ud

2) Den anden er en upersonlig kædebrevsbesked som gud ved hvem egentlig skrev oprindeligt

3) Den sidste en snedig måde hvorigennem folkene bag Guitar Hero spreder nyheden om spillet på.

Skulle du være interesseret i hele forløbet, fra videoen blev seeded til den blev fjernet fra nettet, så har Stefan Bøgh-Andersen lavet en tidslinie over hele forløbet